Af Monica Molin
Når jeg tænker på persillesovs, tænker jeg på min mormor. Hver sommer samledes vi så mange som muligt i den velmanicurerede have i provinsen, slog os ned i brandvarme og skovgrønne plasticstole forsynet med blomstrede hynder, knappede Tuborg pilsnere på glasflaske op og satte tænderne i bjerge af knasende sprødt flæsk, som min mormor havde stået oppe i huset og stegt i en pande, der fyldte halvdelen af komfuret.
Min mormor kogte ekstra kartofler til mig, som aldrig har været kødelsker, så jeg kunne pøse dem til i hendes tykke, kærlighedsfyldte persillesovs. Min mormor drak øl af vandglas og røg Prince Light cigaretter. Min mormor grinede højt med alle sine guldplomber, og løste Politikens store kryds-og-tværs med blå kuglepen. Min mormor kaldte Kleenex for “lommeletter”, hun bandede kun, når hun talte i telefon med sine veninder og min mormor lavede ubestridt verdens bedste frikadeller.
Og det er alt hvad jeg ved om hende.
Da jeg var 12 år gammel døde min mormor, akut lagt på plejehjem og afkræftet efter et hårdt, utilgivende liv. Den eneste bedsteforælder jeg havde, var væk, før jeg nåede at blive gammel nok til at spørge om alle de ting, man bør spørge om. Hvem var din første forelskelse? Hvad faldt du for ved morfar? Hvordan var min mor som lille? Kunne du lide dit arbejde? Hvordan var det at flytte fra trygge Skibby til store København? Var du glad?
Med min mormors forsvinden, forsvandt også min kontakt til ældre mennesker. I snart 15 år har jeg stort set ikke været i kontakt med gamle, udover at rejse mig for dem i bussen, når vi en sjælden gang er der samtidig. Jeg ved ikke, hvordan man taler til dem – Siger man “hej”? Siger man “De”? Hvordan får man krydset generationskløften uden at skvatte ned i dybet?
Og hvordan holder man op med at omtale dem som “dem”? Det upersonlige skinner igennem som morgensol gennem netgardinerne, distancen og berøringsangsten gennemvæder vores sprog. Det må kunne ændres.
Vi må helt ind på maven af hinanden, selvom det er klichéfyldt og udansk. Vi må dybere ned end “Hvordan går det så, bedste?”. Vi må starte en snak over hindbærrouladen og filterkaffen, som gør os klogere på hinanden, som får åbnet vores sind for alt det, vi har tilfælles, som får afmystificeret forskellene mellem vores generationer og skabt en solid bro, vi kan følges over, så vi alle er fri for at styrte ned i generationskløftens sorte hul.
Omfavn dine ældre, hvad enten det er dine bedsteforældre eller din underbo. Omfavn alt det, de kan, det vi kan lære af og om hinanden, omfavn de gamle i dit liv, mens de stadig er her. Tag imod din bedstemors persillesovs lavet på kærlighed og sødmælk, så vil hun også tage imod at du laver den på plantemælk.
