Klokken på livets skole ringer kun ud én gang – den sidste gang. Selvom alderdom ikke kan sidestilles med visdom, kan ungdommen stadig lære af udskolingens elever. Alle kæmper vi for at overleve, og hver dag er som bekendt en ny dag. Så vi gik på gaden i Odense med håbet om velmente råd fra den gamle skole.
Af Nicolaj Rønstrup og Maiken Kildegaard
Torben, 77 år
Vi møder Torben ude foran Føtex i Odense Centrum. En flink ældre herre, der troligt venter udenfor, mens hustruen er på indkøb. Selv skal han på gåtur, når fruens handletur er overstået. Selvom det er pivkoldt, og sæsonens første sne ligger udtrådt omkring Torben, er der stadig hjertevarme råd til de unge.
»De unge skulle lære at rydde op efter sig selv, når de holder festivaler.«
Torben fortrækker næsten ikke en mine.
Esmeralda, 60+ år
I vores videre søgen efter gode råd traver vi rundt i Odenses bymidte. De fleste ældre afviser lige så hurtigt, som vi henvender os. ”De tror jo nok at vi er fra Amnestys eller Hus Forbi-gadesælgere”, tænker vi. Men ikke Esmeralda. Hende møder vi på hjørnet af Klaregade og Vestergade i centrums dybfrysende gågade. En ældre dame i lang dunfrakke, der få sekunder før vores samtale, kunne ses sludre med en forbipasserende hund. Hun smiler venligt og indbydende, da vi passer hende op. Hendes rigtige navn vil hun ikke ud med, men hun vælger klogt dæknavnet Esmeralda. Hun er pakket ind i flere lag tøj, og ørerne holdes varme af et modesmart, karrygult pandebånd. Selvom det er koldt, er mundtøjet glohedt. Vi lægger ud med at spørge, hvilken sang hun ville ønske hun kunne høre igen ’for første gang’.
»Nej ved du hvad. Det er bare for meget. Det gider jeg slet ikke begynde at grave igennem.«
Den rungende fynske accent afvæbner det ellers lettere uskyldige spørgsmål, men trods den skæve start, er Esmeralda ikke bleg for at tale lige ud af posen. Sekunder bliver afløst af minutter, og monologen går i alle mulige retninger. Der bliver talt om Frelsens Chokolade og deres manglende billeder af ansigter på butiksfacaden. Der er også lidt om at oversætte tyske artikler for et dansk magasin, og så bliver emnet ’transhumanisme’ endevendt. Den flygtige talestrøm bliver dog opsummeret med et godt råd til de unge.
»Kig jer lidt omkring, i stedet for at tro at dét (smartphones, red.) er det eneste selvgørlige i hele verden.«
Opfordringen er hermed givet videre.
Hanne, 74 år
Opløftet af energibundtet Esmeralda, drejer vi af fra Odenses gågade, og går ned ad den hyggelige sidegade Vintapperstræde. Et brostensbelagt latinerkvarter pakket ind i lys og musik. Her er der læ for den kolde vind, og også overraskende mennesketomt. De få folk, vi møder, går – som Esmeralda rigtignok siger – med snotten dybt plantet i deres telefoner. Undtagen én. Hanne.
Hun anretter ikke sine råd med garniture og skovsyre, men serverer koldt og nøgternt – advice is a dish best served cold.
»Få en uddannelse.«
Hun siger godt nok ikke ’punktum’, men det er tæt på. Da vi så spørger hende til, hvilken sang hun ville ønske, hun kunne lytte til igen ”som var det første gang”, er der ingen tvivl – Kongen af rock ’n’ roll, Elvis Presley, med ’Love Me Tender’. Og det er jo egentlig også et meget godt nummer, så det kan du lytte til her.