Her kommer en sandfærdig historie om dengang, der flyttede en diva ind i min krop. Divaen blev min værste fjende og sidenhen en stolthed, jeg tager med mig.
Af Marie Louise Lage Jørgensen
Hun brokker sig altid, når jeg ikke gider at høre på hende. Hun gør opmærksom på sig selv, ved at kvække og brøle som liderlige frøer i en mose. Men det er ikke frøer. Det er luft i min irritable tyktarm, der suser rundt inde i kanalerne. Min tarm blev irritabel og dermed en sensitiv diva, da jeg var 24 år gammel.
I over et halvt år troede jeg, at min tarm var gået i stykker. Nogle dage gik jeg på toilet i op til 8-10 gange – hver gang med ”jackpot”. Jeg kunne aldrig forudsige hvilke dage, der ville blive værst. Men når divatarmen rigtig foldede sig ud, kunne jeg ligge i sengen med smerter – som om divatarmen var ved at flette julehjerter af sig selv.
Det var svært og flovt at sætte ord på overfor andre. ”Jeg har mylderbæ, tyndskid, dum nums’, hård mave, luft i maven, ondt i maven” osv. – listen var lang.
”Har alle ikke luft i maven?” tænker du måske. Pas – det ved jeg ikke – men prøv at forestille dig dette:
Du sidder hjemme hos en ven eller på en date, og pludselig fornemmer du, at det spænder til i lænden og det strammer i røven. Du klemmer stresset ballerne sammen i håbet om at undslippe total ydmygelse. Det er gas i tarmene – en ubuden gæst, der forsøger at snige sig med til arrangementer, hvor den bestemt ikke er inviteret. Enten kravler prutten op i tarmen, eller også sniger den sig ud i et hæst hvin.
Prøv at gange den følelse med 100, så ved du, hvordan jeg havde det hver dag, og flere gange om dagen i en lang periode, hver gang jeg var sammen med andre personer.
”Irritabel tyktarm eller IBS (Irritable Bowel Syndrome) er ikke en sygdom, men en tilstand som op mod hver tiende dansker lider af. IBS kan hverken fjernes eller helbredes med medicin”.
Tillykke! Fra nu af er det mig og divatarmen mod resten af verden.. for evigt.
Det var ikke et kærlighedsforhold fra start. Hvis man drastisk ændrer sin kost, kan man lindre IBS-symptomerne. Men det resulterer i, at man må give sin nyerhvervede svigermor en liste med over 50 fødevarer, hun ikke kan bruge i de nedarvede familieopskrifter. Dét kræver en forklaring, og så må man åbne op for godteposen: ”Fordi ellers skider jeg mig selv i stykker, svigermor”. Med mine nye kostvaner kunne jeg ikke længere undgå at holde divatarmen og mig selv skjult eller lade som ingenting, når ”frøerne begyndte at kvække i mosen”. Til trods for at det er svært at fortælle med oprejst pande, at min usexede tarm giver mig ufrivillig trang til at gå på toilettet i tide og utide, så var det dét jeg skulle. Jeg skulle invitere alle med ind i privaten og fortælle om miseren på toilettet, ellers kunne jeg aldrig tage ud og være social blandt venner og bekendte.
”En stolthed” er måske at pynte på omstændighederne, men min divatarm og jeg er uløseligt bundet sammen. Første skridt mod at nedbryde tabuet er erkendelsen, siden accept, og til sidst måske endda stolthed?