At være kunstner er ofte hårdt arbejde, måske ligefrem ondt arbejde. For kunst skal gerne gøre ondt at skabe og i kunsten skal man helst gøre ondt mod andre. Det mener i hvert fald den spirende manuskriptforfatter Arthur Thorlak Delay, som Dandy mødte til en snak om en kunstners skaberprocess.
Af Kasper Vöge Jensen
Foto: Statens Museum for Kunst.
Med udsigt over Nyboder og Kastellet i indre København sidder Arthur Thorlak Delay og jager nye verdener ved sit skrivebord. Han er førsteårsstuderende manuskriptforfatter-elev på Filmskolen og en selverklæret multi-kulti-bastard, med tre forskellige pas, et sæt franske forældre og en opvækst i USA.
– Jeg sætter lige lidt inspirerende musik på, nu vi taler om skaberprocessen, udbryder Arthur Thorlak Delay og sætter soundtracket til Pedro Almodovar-filmen Tal til hende på. Og så skænker han kold økologisk hvidvin op.
– Min mor spillede ofte det her for mig som barn, og det har hængt ved lige siden, fortæller Arthur om musikken, mens han udveksler franske gloser med sin tydeligvis udenlandske smart-højtaler. Vemodig strengemusik fylder atmosfæren. I lejligheden på Gernersgade er indretningen stram, men sirlige stakke af noget så eksotisk som blu-rays med alskens filmklassikere og litterære mursten a la Fjodor Dostojevskij bryder de sobre linjer; Vidnesbyrd om mange timer spenderet på både universitetet såvel som i Cinemateket.
Man skal kunne mærke det
Delay henter selv inspiration i dagdrømme om en anden verden, forestillingen om magisk realisme, store evner og en anden voldsom virkelighed. ”Den store attraktion i at skrive er magten til at definere en anden virkelighed.” siger han straks. Ikke ment som eskapisme fra det levede liv eller hans egen tilværelse, men som kontrolleret opsætning af en sandhed og verden som han helt selv ”ejer”.
Da vi stiller spørgsmålet om den bedste, ultimative sandhed er den man selv skaber, tænker Delay sig lidt om, men konstaterer derefter kontant: ”Ja, det synes jeg helt bestemt”.
Men Delay mener samtidig også at man kan dykke så langt ned i sin egen verden, at man mister ejerskabet – og det er godt, fordi netop der rammer man noget universelt som andre kan spejle sig i. Noget menneskeligt, noget man kan mærke.
– Virkeligheden er ikke nok til at rumme mine følelser, forklarer han i forlængelse af en reference til et af sine forbilleder Nic Pizzolato. Han er intruktør og manuskriptforfatter, og stod bag HBO-succeen True Detective. Ifølge Pizzolato tager alle forfattere afsæt i at virkeligheden ikke er nok og alt for tam, og det er bestemt også tilfældet for Arthur Thorlak Delay.
Vi er sammen i det onde
Det allerbedste i kunstens virkelighed er ifølge Arthur Thorlak Delay det groteske og ekstreme. Og specielt når mennesker gør noget ondskabsfuldt mod hinanden.
– Destruktiv energi er noget der binder os sammen som mennesker, for i bund og grund har alle lyst til at ødelægge hinanden fra tid til anden,
Intet andet er så godt som destruktiv energi for en karakter eller en historie, og det er ren dynamit i Delays egne skabelsesprocesser.
Spurgt til om han ofte knytter næverne i køen i Netto, slår Arthur Thorlak Delay en let latter op og afviser. Det er ifølge ham noget alment menneskeligt, at man fra tid til anden vil smadre selv sine bedste medmennesker. Det skal man bare erkende og acceptere, også i mødet med andre i den virkelige verden, men især specielt i møde med og skabelse af kunst.
“Destruktiv energi er noget der binder os sammen som mennesker, for i bund og grund har alle lyst til at ødelægge hinanden fra tid til anden”
Arthur Thorlak Delay
Der er dog ikke nødvendigvis en-til-en forbindelse mellem den destruktive energi og Arthur Thorlak Delays egen skaberproces, men det skal mindst være lidt ubehageligt at skrive noget. For at dykke dybt ned i sin egen konstruerede virkelighed er også at blotte sig og at tage en chance. Han mener man skal have lidt sceneskræk hver gang man skaber noget, man skal tage en chance – og sådan skal det være, hver gang.
– Det (sceneskrækken, red.) kan ikke undgås, det må ikke undgås og hvis det kan, så er man blevet for komfortabel som kunstner.