Se det grå Venedig og dø

Gaderne ligger øde hen i Sluseholmen, også om fredagen, og det kan blive svært at ændre på, så længe boligmanglen spøger.

Skrevet af: Mads Karenkewitsch

København vokser, og det går hurtigt.

Siden halvfemserne har byen ædt sig gennem artsrige strandenge og døende industrikvarterer. Nye bydele er kommet til, og meningerne om både de igangværende og færdige byggerier er mange. Der er dem, som låser sig fast til byggehegnene for at redde salamandere, mens andre glædes ved tanken om lejligheder midt på fælleden, og ligesom nogle borgere finder de nye byrum for kønsløse og klodsede, er det i andres øjne den rene luksus.

Én ting er dog sikkert: De nybyggede boligområder er kommet for at blive, og det er, uanset hvad vi måtte have af holdninger til arkitekturen eller placering heraf. Desuden nytter det ikke noget at være skeptisk over for noget, man ikke har givet en chance.

Af de grunde lagde jeg vejen forbi Sluseholmen, et område af byen jeg selv har forholdt mig skeptisk til. Nysgerrig på, hvordan en fredag aften ser ud i det nye Sydhavnen, gik jeg langs kanalerne på udkig efter barer, butikker, gallerier eller andet, der kunne få mig op at støde.

Blandede følelser

Mørket har trængt sig på, da jeg ankommer til Sluseholmen, hvor folk har travlt med at komme hjem. De sidder i busserne, på cyklerne og i bilerne, og jeg må vente tålmodigt, før jeg kan få lov til at krydse hovedvejen. Jeg drejer af og går ned ad Ernie Wilkins Vej, hvor lejlighederne og de små broer spejler sig i kanalens blanke overflade. Her er helt stille. Det er kun mig og et par barnevognsskubbende mødre, der lusker rundt i tusmørket.

Københavns Venedig er bydelen blevet omtalt i medierne, og selvom denne sammenligning kan lyde en smule overambitiøs, er det let at se hvorfor. Stuelejlighederne har direkte adgang til vandet, og selvom vinteren er over os, er der flere af beboerne, som har deres både og kajakker fastspændt til private bådebroer. Med få skridt kan de altså bevæge sig fra soveværelset, tænde op for motoren og cruise ud i Københavns havn.

Jeg har det ambivalent, da jeg står og betragter kanalerne. På den ene side er det enormt smukt, og det er svært ikke at blive betaget af den luksus, det må være at have en stue med direkte adgang til vandet. På den anden side er det også et lidt trist syn, der møder mig, for modsat den italienske kanalby står husene i Sluseholmen uden særligt mange farver, og flere steder flyder facaderne sammen og bliver leverpostejsgrå, og selvom man har bygget lejlighederne i forskellige former og højder, føles de en smule mekaniske.

Boliger, boliger, boliger!

Hovedarkitekten bag Sluseholmen er den hollandske Sjoerd Soeters, der i 2000 fremlagde sin vision om at skabe en ny boligtypologi kaldet havneboligen – et alternativ til forstadens haveboliger. Københavns Kommune tog hans visioner til sig, kørte gravkøerne i stilling, og i 2006 kunne de første beboere flytte ind i Sluseholmens havneboliger.

Ifølge Københavns Kommunes egen evalueringsrapport fra 2013 vurderes området til at fungere relativt godt, og en af de ting, der især blev lagt vægt på, var, at man havde tænkt erhvervslivet ind fra starten af. I stueetagerne er der anlagt store vinduespartier, og der er højt til loftet, sådan at lokalerne i fremtiden kan ombygges til caféer eller andet kulturliv.

Men spørger man byplanlægger Øystein Leonardsen, fungerer det ikke i praksis. Kommunen kan ikke holde udlejerne ansvarlige, hvis ikke de lejer lokalerne ud til erhverv, og da boligmanglen fortsat er stor, er kommunen villig til at acceptere, at de i stedet udlejes som private boliger.

Han pointerer derudover, at det er for dyrt for mange af de nystartede erhvervsdrivende at købe sig ind i Sluseholmens lokaler, og at udlejerne er nødt til at sænke prisen, hvis kulturlivet skal blomstre i området. Den kreative klasse kan simpelthen ikke følge med udlejningspriserne.

Og manglen på kulturliv bliver da også tydelig, da jeg trasker rundt derude, og det er faktisk skuffende at se, hvor få af de store lokaler, der bliver brugt til andet end mondæne luksusboliger. Det er rent ud sagt pissekedeligt, og som om det ikke var nok, så har man ovenikøbet opkaldt flere af gadenavnene efter kendte jazzmusikere. Ironien er til at tage og føle på: Enten har man valgt vejnavnene for at håne jazzen, eller også ønsker man at lege med kontrasterne, for om jeg så ledte byen igennem med lys og lygte, tror jeg ikke det er muligt at finde et sted, der er mindre jazzet end Sluseholmens tomme gader.

Vanvittig kærlighed

Ved Ben Websters Vej står husbådene på rad og række, og lige ved broen, der binder bydelen fast til Teglholmen, ligger den flydende Restaurant Vanvid. Restauranten er et kærkomment syn på disse kanter, og som et insekt går jeg mod lyset og træder ind i varmen.

Jeg præsenterer mig for tjenerne, der er i gang med at gøre bordene klar, og da jeg får sagt, at jeg gerne vil tale med en af ejerne, kalder en af dem efter Sara.

Sara Andersen er tøjdesigner og har bygget højtalere og huse. Der er ikke det, som hun ikke har lavet, og det samme gør sig gældende for hendes mand, Ivan Jensen, der i samarbejde med den sidste medejer Jens Emil har bygget husbåden op fra bunden.

De åbnede restauranten for 4,5 år siden, før et eneste hus var opført på Teglholmen, men selvom der var færre mennesker i området dengang, har de aldrig haft svært ved at lokke gæster til. De har blot fået travlere og er nu booket hele tiden.

– Når man brænder for noget og gør det med kærlighed og lyst, så smitter det af – ligesom ringe i vandet, forklarer Sara Andersen.

Fra en hvilken som helst anden mund ville det have lydt irriterende og klichéfyldt, men jeg tror på hende, da hun fortæller mig om kærligheden til restauranten og filosofien bag.

Arrivederci

Det korte besøg hos Restaurant Vanvid var rart, og da jeg går videre derfra, er det med en fornyet tro på, at kulturlivet har en chance i de nye kvarterer. Hvis blot boligejerne ikke lejede erhvervslokalerne ud til private lejere og i stedet gav de kreative ildsjæle noget mere plads, ville gaderne måske være knap så tomme.

Men det må tiden vise. I dag er det et sovende kvarter, i morgen et jazzbefængt Venedig. Hvem ved?

Jeg kigger ud over vandet en sidste gang. En midaldrende mand kommer glidende på sin gondol, alene i aftenens mørke. I retning mod sin private landgangsbro. På vej hjem.

Jeg skal også hjem, så jeg drejer ned ad Lone Kellermans Vej og forlader Sluseholmen.  

Jeg har set det grå Venedig, nu kan jeg dø.