“Don’t this hit make my people wanna jump?!”

Humøret var højt, da SERPENTS fra Aalborg deltog i Kaufmann Cup i søndags, hvor de skulle optræde til den første rangliste.

Skrevet af Nicolai Kruse, 1/2 – 2023

Foto: Nicolai Kruse

“Vi er SÅ spændte!” fortalte SERPENTS, der allerede stod op klokken 06:00 søndag morgen, så de kunne nå til konkurrencen. Bilerne havde været kolde og elastikkerne i håret stramme, men deres egen temperatur var både varm og målrettet – de var kommet efter en topplacering.

Deltagere fra hele Danmark var flokket til Forum i Horsens, der hurtigt blev fyldt op med spændte dansere, familier og tilskuere, som alle var til stede for at bakke op om deres favoritter. Bannerne var hejst, Kaufmann Cup 2023 var skudt i gang.

Det første hold, der gik på scenen, var Revolution fra Viborg, der satte gang i festen. SERPENTS måtte vente lidt endnu, før de skulle på i den første runde som hold nr. 24.

Ved tilskuerrækkerne stod Sofie og Frida sammen med resten af SERPENTS og heppede med på alle hold, der kom på scenen. Fællesskabet er nemlig noget af det vigtigste til konkurrencerne- og ved dansen i det hele taget.

“Det er megavigtigt,” fortæller Sofie og pointerer samtidig, at de ikke kunne have taget sejren sidste år uden den. “Det er dét, der er med dans” fortsætter Frida og uddyber “Der er god kampgejst. Vi hjælper hinanden med at gøre vores bedste“.

Foto: Nicolai Kruse

Og netop dét så man på scenen, da holdet i samlet flok dansede foran publikum. Folk fra alle dele af landet klappede med, da SERPENTS forlod scenen med hinanden i armene efter deres første optræden.

I alt skulle 29 hold på scenen, før opdelingen af rækker kunne finde sted. I Kaufmann Cup bliver de konkurrerende hold opdelt i henholdsvist C, B, A og mesterrækken baseret på mængden af hold og dommernes point.

I salen gik alle holdene derfor forventningsfulde rundt, da den første dom skulle falde. Spændingen kunne skæres igennem, da værten endelig råbte: “videre er… SERPENTS!”

“Man kan se hvilke hold, der faktisk er et team, og om de er på bølgelængde,” Fortæller SERPENTS instruktør, Asbjørn Kjølby, der også var dommer til konkurrencen, og fortsætter: “alle bliver automatisk mere dygtige af at holde sammen”.

Danserne fra Aalborg fik stor ros fra dommerne. SERPENTS kom nemlig fra 2. runde med fem 10-taller, der er top karakter, for deres optræden.

Video: Nicolai Kruse

Inden værten afslører vinderen, fortæller han, at der kun er 1 point til forskel fra 1.- og 2. pladsen, og der har derfor været dødt løb i kampen om sejren i mesterrækken mellem SERPENTS fra Aalborg, der fik anden pladsen og Shades fra Let’s Dance studiet i Århus, der løb med sejren til 1. rangliste.

Men det slår absolut ikke SERPENTS ud af kurs, der alle sammen stod ude i Forum Horsens foyer efter præmieoverrækkelsen. Her mødte de deres træner med applaus, da han endelig kom ud til dem. Selvom de var skuffede, så var de alligevel “klar til at tage den næste gang!”.

“Tak for i dag venner.” råbte en af danserne, da klokken var 17:45 og mørket ligeså stille havde lagt sig udenfor. De unge mennesker var klar til at komme hjem, få elastikkerne ud af håret og varme op til næste rangliste, der finder sted d. 11. marts, hvor du kan se dem (og de andre hiphop konkurrencehold) live igen i Forum Horsens.

Har du lyst til at følge SERPENTS, kan du se dem her på Instagram:
https://www.instagram.com/serpentsdancecrew/