WHO mener, du kan blive afhængig af at game. Flere psykologklinikker tilbyder behandling mod afhængighed af gaming og sociale medier. Men hverken computerspil eller sociale medier gør os afhængige. Og afhængighedsbegrebet placerer ansvaret forkert, mener forsker i spilpsykologi.
Af: Benjamin Heide – Skærmtid 2 timer
Du kender fra dit eget liv, hvordan et spil eller Instagram pludselig har taget alt for meget af din tid. Du har også hørt de kritiske røster i medierne, der advarer mod for meget brug af computerskærme og telefonskærme.
Måske har du endda mødt begreber som skærmafhængighed, mobilafhængighed eller computerspilsafhængighed. Begreber, som umiddelbart giver god mening. For vi kender alle til følelsen af ikke at kunne undvære vores mobil og følelsen af, at skærmen måske forhindrer os i at leve et bedre liv.
Oveni skal lægges, at Verdenssundhedsorganisation WHO i 2018 tilføjede ”internet gaming disorder” til deres liste over afhængigheder. Det betyder, at afhængighed af gaming sidestilles med ludomani.
Men WHO’s beslutning har fået kritik både i Danmark og udlandet. Det er ifølge eksperter svært at bevise, at computerspil gør mennesker afhængige og får mennesker til at mistrives.
Skærmafhængige, internetafhængige, mobilafhængige
Rune Kristian Lundedal Nielsen er forsker i spilpsykologi og er en af de forskere, som er kritiske overfor WHO’s beslutning. Han bryder sig ikke om, at man vælger at kalde det afhængighed af gaming eller sociale medier, når man taler om mistrivsel.
Ord som skærmafhængighed, internetafhængighed eller teknologiafhængighed er ifølge spilpsykologen meningsløse i en videnskabelig sammenhæng.
Med computerspilsafhængighed bliver det lidt mere meningsfyldt. Der er dog lang vej fra Candy Crush til Fortnite. Desuden er problemet igen, at man kigger på det forkerte.
”Det, der ligger i begrebet computerspilsafhængighed, er, at computerspillet forårsager problemet. Det synes jeg er forkert. At behandle computerspilsafhængighed svarer i min optik lidt til at behandle hovedpine.”
I stedet for bare at fjerne hovedpinen vil man gerne forstå, hvorfor den er opstået. Ligesom med computerspil vil Rune Kristian Lundedal Nielsen gerne vide, hvorfor et overforbrug af computerspil opstår i et menneskes liv.
Skærmafhængig eller alkoholiker
Det næste kritikpunkt er brugen af ordet afhængighed. Et ord vi normalt bruger, når vi taler om cigaretrygere, alkoholikere eller stofmisbrugere. Der er ifølge Rune Kristian Lundedal Nielsen stor forskel på alkoholafhængighed og overdreven brug af et computerspil.
”Sådan som det er med stoffer for eksempel, der kan man jo se det ret direkte. Jo mere du drikker, jo dårligere går det. Jo flere stoffer du tager, jo dårligere går det. Sådan hænger det bare ikke sammen med sociale medier. Nogle mennesker bruger sociale medier rigtig meget og har det fint. Andre mennesker bruger det rigtig meget og har det dårligt. Andre bruger det ikke så meget og har det stadigvæk dårligt. Og det er det samme med computerspil”
Modsat alkoholisme eller stofmisbrug stiger problemet ikke nødvendigvis med flere digitale timer. Derudover mener forskeren heller ikke, at man kan få abstinenser af et computerspil eller et socialt medie. Hvorfor han har svært ved at at forstå, at det både kaldes afhængighed at bruge mange timer på et socialt medie og afhængighed at have abstinenser efter et rusmiddel.
”Problemet med at bruge ordet afhængighed er, at det bliver et medicinsk problem, som læger skal fikse. I virkeligheden er det måske et politisk og socialt problem, som nogle lovgivere skal fikse ved at gøre visse former for udnyttelse af kunder ulovligt.”
Ansvaret placeres forkert
Den sidste store bekymring for Rune Kristian Lundedal Nielsen er, at afhængighed af computerspil eller sociale medier fjerner fokus fra problemet.
Det er nemlig ikke spillet eller det sociale medie, som er problemet. Det er heller ikke skærmene. Problemet er, at man i sin mistrivsel søger tilflugt hos sociale medier eller computerspil. Det må man ifølge forskeren kigge nærmere på.
Lige med de sociale medier og visse computerspil er der også en forretningsmodel, som besværliggør problemet. Forretningsmodellen kræver så meget opmærksomhed fra brugeren som muligt. For med opmærksomheden fra brugeren skabes der penge til virksomheden bag mediet eller computerspillet.
Her mener Rune Kristian Lundedal Nielsen, at man så må kigge på den forretningsmodel. Det er et problem, som lovgivere skal kigge på, ikke læger.