EXPLAINER: Hvor meget sviner din Netflix-streaming?

Streaming anses af eksperter som en ofte overset klimasynder. Streaming står for op mod 80 procent af al internettrafik. Faktisk sviner internettrafikken mere på globalt plan end flytrafikken.

Streamer du din yndlingsserie i en time, har du udledt CO2 tilsvarende det at lave fire pakker popcorn i mikroovn (Foto: Alexander Shatov)

Af: Benjamin Heide – Skærmtid 2 timer

Når du ser din yndlingsserie på Netflix, efterlader du dig et klimaaftryk. Onlineaktivitet koster ikke bare strøm fra din computer eller telefon – dit internetbrug har også et klimaaftryk.

Det vil formentlig komme bag på mange, at den globale flytrafik forurener mindre end den globale internettrafik. Internettrafikken bruger næsten 10 procent af klodens energiforbrug og udleder et sted mellem to til fire procent af den globale CO2-forurening.

Forureningen kommer blandt andet fra de store datacentre, som distribuerer data ud til brugerne. Datacentrene bliver konstant mere effektive, hvilket hjælper til at modvirke det høje forbrug. Omvendt stiger internetbrugen årligt med mere end 20 procent, hvad der helt åbenlyst giver en udfordring for datacentrenes klimaaftryk.

Tilbage til Netflix-streaming.

Al aktivitet med internet koster på klimakontoen, og streaming er dyrt. Videostreaming står for op til 80 procent af den samlede internettrafik i verden. Streaming af video er naturligvis langt mere end blot Netflix-streaming. Det gælder også videostreaming på YouTube, Facebook, videomødet eller videoundervisningen.

Ser du Netflix to timer om dagen årligt i Danmark, svarer det til en flyvetur på 384 km eller en køretur på 1000 km. Noget i retningen af en flyvetur fra København til Aalborg eller en køretur fra Flensborg til Paris.

Hvis du ikke vil udlede en flyvetur fra København til Aalborg bare på din Netflix-streaming, kan du begrænse dit CO2-aftryk, når du streamer. Du kan begynde at overveje, hvilken kvalitet du streamer filmen i, eller hvor stor en skærm du behøver for at se serie i sengen.

Jo færre data, der skal flyttes, jo mindre skal datacentrene og din computer arbejde.

Det kan virke lidt fjollet at gå ned i HD-kvalitet i klimaets tjeneste. Men faktisk mere end halverer du dit forbrug, når du rykker en opløsningsgrad ned. Et nemt sted at spare, hvis øjnene kan holde til den ringe opløsning.

Du kan også vælge at beholde din computer, din telefon eller dit tv i et ekstra år eller to. De nye modeller, der ofte er større, har et højere CO2-aftryk. Og så sviner 4G langt fire gange mere end Wi-Fi.