I disse dage sidder mange danskere foran TV-skærmen og ser verdensmesterskaberne i fodbold, andre nægter helt at tænde for apparatet i protest mod værtslandet Qatars brud på menneskerettigheder, andre igen er rejst hele vejen til den kritiserede ørkenstat for at heppe i rødt og hvidt fra tribunerne – og så er der dem, der går sig en tur i Odense Centrum. Vi har været på gaden og spørge nogle af dem om, hvordan de forholder sig til VM.
Foto: Martin Hemmje Østergaard.
Andreas Bossen og Linus Berger er på vej til deres studiejobs som telefonsælgere, da de stopper for at snakke med os. Ser de VM?
”Ja, det gør vi.” Siger de i kor.
”Vi støtter de danske drenge, om det er i Qatar, eller hvor de er henne, så støtter vi dem,” tilføjer Linus Berger.
Andreas Bossen studerer på UCL og Linus Berger er i gang med at få huen på på EUX. Med en SU har de ikke rådighed i budgettet til at gøre som andre, der donerer penge til velgørende formål, hver gang de ser en VM-kamp. Og de har faktisk heller ikke lyst til det.
De føler ingen dårlig samvittighed, når de ser VM i Qatar. Slet ingen. Ansvaret ligger hos FIFA, mener de, det kan ikke pålægges den enkelte fodboldfan, og det gør hverken fra eller til om en dansker boykotter fodboldudsendelserne hjemme i stuen.
”Fodboldfans verden over skal ikke sidde og have ondt i maven over at se VM hvert fjerde år.” Mener Linus Berger.
Sport og Politik
”Det interesserer mig overhovedet ikke en skid.” Griner Dan Frøjlund.
Den 68 årige kunstmaler har aldrig fulgt med i fodbold, så en boykot fra ham er en gratis omgang. Men de politiske omstændigheder har altså ikke været tungen på vægtskålen, når det kommer til at zappe væk fra VM.
”Jeg synes jo, det er en katastrofe, men altså, det interesserer mig ikke i forvejen, så jeg har ikke brugt meget hjernearbejde på det.” Siger han.
Natali Vestergren og Andreas Iversen slentrer en tur med sønnen i barnevognen. De følger en smule med i VM, men det mest interessante er samfundsdebatten der omgærder begivenheden.
”Hånden på hjertet, fodbold interesserer mig ikke så meget,” indrømmer Andreas Iversen og tilføjer, ”hvis jeg ser det, så bliver det først når finalerne begynder at komme.”
”Jeg følger ikke vildt meget med, men jeg har da fulgt med i noget af det, der er blevet sagt i nyhederne.” siger Natali Vestergren.
Politisk set kunne hun godt have fundet på at boykotte VM, men når hun ikke følger med alligevel, er det ikke principperne, der driver fravælgelsen. Andreas Iversen mener dog, at fremfor at se væk af politiske årsager burde man sige fra over for korruptionen i organiseringen af sportsbegivenheden.
”Jeg synes ikke, man skal blande politik og sport. Hvis man skal gøre noget, så er det faktisk hele FIFA, man skal boykotte.” Siger han.
To boykot or not to boykot
”Nej, nej.” lyder det i kor fra Inge Ring Andersen på 84 og Leni Schelbeck på 77.
”Nej, for så synes jeg ikke, man skulle have taget derned. Der har været ti år til at overveje det her.” Uddyber Leni Schelbeck.
De kan på ingen måde se, at en boykot fra seeren skulle have en effekt. Derfor så de også selv med da Danmarks spillede uafgjort mod Tunesien i tirsdags. Og de kan heller ikke se, at det er spillerne, der nu burde tage affære og sige fra med protester, som for eksempel det regnbuefarvede armbind.
”De er gidsler i det her.” Siger Leni Schelbeck.
”Det er DBU, der skulle have sagt fra for længe siden.” Istemmer Inge Ring Andersen.
Nu gælder det om at støtte de unge mennesker, der er rejst ned for at spille for Danmark, synes de. Om det er en god idé, at der er medrejsende som fans, er de mere usikre på, men som Inge Ring Andersen siger:
”Det må da være rimeligt nok, spillerne må jo også være glade for, at der overhovedet kommer nogle, af deres egne.”
Fra en smal træhytte på Vestergade damper duften af brændte mandler ud ad et serveringsvindue. Når man kommer tættere på toner lyden af et summende stadion frem, og kigger man ind finder man Osman og Mussa. De følger den igangværende kamp på en smarphone, der står oprejst på en hylde, over de gryder de rører i.
”Det er Tyskland mod Japan, Japan de vinder her, faktisk. 2 – 1 til Japan.” siger Osman.
”Det er sensation” klukker Mussa.
Osman tror ikke på, at en boykotning af VM virker. I forhold til sin egen samvittighed, har omstændighederne ved begivenheden ikke gjort et indtryk.
”Det ved jeg ikke, det har jeg ikke kigget på faktisk.” Siger Osman efter en kort tænkepause.
Han har bare tændt for transmitteringen og nydt sporten. Vi bliver afbrudt af en kvinde, der gerne vil købe tre tohundredegramsposer af de brændte mandler.
Hverken VM i Qatar eller spørgsmål derom skal stå i vejen for et godt salg. Verden går videre, og nu er det også blevet sent.