Provokunstneren Jens Galschiøt har en mission om at få en fremtrædende personlighed til at bære hans halskæde med 6.500 dødningehoveder under slutrunden i Qatar som protest mod regimets behandling af migrantarbejdere. Men også helt almindelige danskere er interesserede i hans projekt, og et digt af Mads Mygind kan måske hjælpe os med at forstå hvorfor.
Af Tobias Krog Vind
Kunstneren Jens Galschiøt har lavet en halskæde, der er tung i mere end én forstand. Den er tung i fysisk forstand, idet den vejer fem kilo. Men den har også en symbolsk tyngde, idet den består af 6.500 små stenkranier – ét kranie for hver migrantarbejder, der ifølge Amnesty International har mistet livet under opførelsen af stadionerne til VM i Qatar.
Målet med halskæden er at sætte fokus på de grufulde arbejdsvilkår, som migrantarbejdere fra Indien, Pakistan, Nepal, Bangladesh og Sri Lanka har arbejdet under. Den oprindelige ambition var, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) skulle bære halskæden under sit besøg ved slutrunden i Qatar. Men med henvisning til, at hun kun er fungerende kulturminister under den nuværende regeringsdannelse, har hun afvist at tage til Qatar.
Ambitionen er derfor nu, at en fremtrædende person skal bære halskæden på stadion i Qatar. For øjeblikket har Jens Galschiøt et samarbejde med kulturprogrammet ’Ringdal og Christensen’ på Radio 24syv, hvor de to journalister forsøger at afsætte halskæden til politikere, kulturpersonligheder med flere. Blandt andet har de arrangeret et 18 kvadratmeter stort reklamespot ved Nørreport Station med billede af halskæden og teksten ”Hvem tør bære kæden?”.
Et armbånd gør diskussionen mere håndgribelig
Men det er ikke kun højtprofilerede personligheder, der er interesserede i projektet. Jens Galschiøt har nemlig også lavet armbånd bestående af de små stenkranier, og interessen for dem er stor. Så stor, at han ikke kan nå at lave nok til at matche efterspørgslen:
”Vi fandt ud af, at rigtig mange almindelige mennesker gerne ville have de her armbånd. Så sagde vi: Okay, I kan komme herhen og lave nogle. Og så er vi blevet bestormet fuldstændig. Der var 3-400 gæster her i søndags, og vi har ikke en eneste perle (de små stenkranier, red.) tilbage,” fortæller Jens Galschiøt og tilføjer: ”Det er store menneskemængder, der føler noget omkring det her. Så det er også blevet et meget folkeligt projekt.”
Jens Galschiøt mener, at kunsten er i stand til at forbinde mennesker uden brug af ord. Så når der er blevet sagt og skrevet meget om slavelignende arbejdsforhold, brud på menneskerettigheder, korruption i FIFA, og hvorvidt politikerne, DBU eller den enkelte skal boykotte slutrunden, gør kunsten diskussionen mere håndgribelig:
”Kunsten skærer ind til benet. Den gør det til en meget ren diskussion, som er fri for alt det her mudder – må jeg komme ind med den her halskæde, fordi jeg mener, at der er urimelige arbejdsvilkår i Qatar, eller må jeg ikke? Kunsten går ind og crasher virkeligheden og laver virkeligheden om til et slags symbolsprog, som er lettere at forholde sig til.”
Reporter fra en krigszone
Netop den enkelte fodboldfans forholden sig til slutrunden er omdrejningspunktet i den århusianske digter Mads Myginds digt ’VM i Qatar’, som er at finde i den syvende udgave af fodboldtidsskriftet MÅL. Her er digterjeget i tvivl om, hvorvidt og hvor meget han skal se slutrunden i Qatar.
I digtet svæver jeget mellem at boykotte slutrunden fuldstændigt, at se kampene gennem sin nabos vindue og derved spare energi, henover at dække kampene som en reporter fra en krigszone til at printe FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder ud og klistre dem på sine venners tv-skærme.
Særligt én passage i Mads Myginds digt kan måske kaste lys over, hvorfor mange er så splittede omkring deres grad af engagement i forhold til slutrunden:
”jeg sportswasher: / jeg har spillet serie 5 for at blive set / tiljublet /hyldet / jeg har haft skjulte motiver / på knoldede boldbaner / bag Katrinebjergskolen / en klar dagsorden / om at fremstå som et bedre menneske / da jeg headede til en blød bold i Røde Stjerne / da jeg vrikkede om i AIA/Tranbjerg / da jeg spillede mål til mål på en legeplads i Rosenhøj / Jeg er gået for hårdt ind i en tackling / for at glemme tre ubesvarede opkald fra min bankrådgiver / jeg har filmet mig til et straffespark / for at forsøge at glemme et skænderi med min kæreste / jeg har lagt pres på dommeren gennem en hel kamp / fordi jeg var så bitter over, at jeg glemte EP-valget.”
Passagen illustrerer, hvordan fodbolden er gået fra at være et fristed, hvor fodboldfans har kunnet søge tilflugt fra hverdagens usikkerheder og bekymringer. Nu er det i stedet et spil, der er dybt viklet ind i politik. Det er ikke længere den enkelte håbefulde fodboldspiller, der sportswasher i sin lokale idrætsforening, men regimer, der sportswasher. Fodbolden har mistet sin uskyld.
Hvor det at se en landsholdskamp tidligere har været noget selvfølgeligt for mange, og hvor det eneste man skulle tage stilling til, var, om man syntes det var en kamp, der var værd at se, tvinges fodboldfans nu til at tage stilling til, om fodbolden er dét værd. Med brud på menneskerettigheder og døde migrantarbejdere in mente, og Jens Galschiøts dødningehovedsmykker som symbol på dette.