Anmeldelse: En forvirrende julefilm, men med et spændende koncept

“Spirited” med Ryan Reynold og Will Ferrell i hovedrollerne er en ny adaption af Charles Dickens klassiker, “A Christmas Carol”, lavet som en musical komedie.

Foto: Maiken H. B. Jensen
Min reaktion når jeg tænker tilbage på slutningen af “Spirited”

af Maiken Harfeld Brix Jensen

Appel TV+ udgav den 18. november deres nye julefilm “Spirited”. Filmen bygger på historien ”A Christmas Carol”, men med et twist. Dette er den sidste film Ryan Reynolds har filmet, inden han på sin instagram fortalte, at han ville holde en pause fra at lave film. Filmen er lidt over 2 timer, hvor man i ca. halvdelen af filmen skal holde tungen lige i munden for ikke at blive forvirret.

Hvad handler “Spirited” om?

I “Spirited” ser vi for første gang, ”A Christmas Carol” historien fortalt fra spøgelsernes synsvinkel. Filmen handler om, at hver juleaften vil spøgelset for nutidens jul (Will Ferrell) vælge en Scrooge, der kan blive reformeret ved et besøg fra de tre spøgelser. Denne gang vælger han den forkerte Scrooge. Han vælger Clint Briggs (Ryan Reynolds). Clint tror ikke på, at man kan ændre på, hvordan man er. I stedet begynder han at stille spørgsmål til nutiden. Spørgsmålene får nutiden til at se på sit eget liv, både hans fortid, nutid og fremtid.

Forvirrende, men god musical

“Spirited” er et nyt spin på en juleklassiker. Derfor har man en vis forventning om en genkendelig historie, når man sætter sig og ser den. Med en længde på 2 timer og 7 min er det en længere film. Desværre sidder man og ser forvirret til, mens de forsøger at rulle de mange tråde ud, der til sidst skal samle sig til en fortælling. De mange forskellige informationer vi får i starten. Vi skal både lære spøgelserne og specielt nutiden at kende, sideløbende med at vi skal lære Clint Briggs at kende.

Derudover får vi præsenteret en hel række sidekarakterer, blandt andet Clints sekretær og hans familiemedlemmer. Disse præsentationer bliver lavet med mange spring mellem de to verdner, vi er i, og man skal derfor hele tiden være opmærksom på, hvad det er der sker. Dette gør, at det virker som en rodebutik, hvor man er nødt til hele tiden at finde hoved og hale i, hvad det er der sker.

To dele bliver til en historie og helhed

Når man er halvvejs i filmen, har de endelig fået rullet alle trådene ud og begynder at få samlet dem til den endelig fortælling. Da vi når til dette punkt, begynder det hele at hænge sammen. De to historier, vi har fået sat op, begynder at smelte sammen og blive til en. Derved begynder det forvirrende set-up i den første halvdel af filmen at give mening. Filmen får flettet de to historier fra starten godt sammen, og slutningen af filmen er godt lavet og hænger godt sammen. Derudover har den bygget op til den morale, der til sidst går op for Clint Briggs.

Filmen er en musical, og det opdager man tidligt i filmen. Dette bliver dog forklaret ved, at sådan er det i spøgelsernes verden. Dog ser vi det også i den virkelige verden. Dette betyder, at den adskillelse, der egentlig sættes op med, at det er i spøgelses-verden, der er musik og dans, ikke er korrekt. Det er også med til at skabe noget af den forvirring, der er i starten af filmen. Selvom de er med til at skabe noget forvirring, underbygger sangene ofte det der sker og giver egentlig god mening. De er med til at føre plottet videre i flere situationer, og derfor virker de til at passe ind. De er ikke bare en tilføjelse, men en del af handlingen. Sangene er gode, og omkvædet i sangene er catchy og let at synge med på.

Visuelt er filmen flot. De store sange og danse i løbet af filmen er flotte, da der er imponerende kulisser med lys og opmærksomhed på selv de mindste detaljer som ansigtsudtryk, i scener der er frosset mens der danses og synges. Derudover er det hele velkoreograferet både små såvel som store danse.

Forvirring koster stjerner

Filmen er en god julefilm, der dog kan tabe folk i løbet af den første halvdel, og dette er med til at trække ned i min vurdering. Hvis man derimod holder ud til den anden halvdel, er filmen godt lavet. Det er en hyggelig film med et interessant twist. Det, at vi ser det fra spøgelsernes verden i stedet for den virkelige verden, gør denne fortælling anderledes end de andre genfortællinger af ”A Christmas Carol”. Den gode musik, dansene og kulisserne er med til at trække op. Derfor ender denne film med en vurdering på 4 stjerner ud af 6.

Grafik af Maiken H. B. Jensen