Date på budget: en guide til at sikre en god date med trængt økonomi
foto: pexels.com
Vil du gerne kunne imponere din udkårne uden at skulle slå hul på sparegrisen? Så kommer der her tre budgetter til, hvordan du strikker det sammen.
Af Peter Hjulmand
En god date. Hvad indebærer det?
Intim øjenkontakt? Sjove stunder? Vilde oplevelser? Romantiske øjeblikke?
Vi har alle hver især forskellige præferencer for en god date, og netop derfor kan det være svært at skabe en overordnet guide til den perfekte date.
Alligevel har vi her på D8 forsøgt at sammensætte tre dates bestående af forskellige sanseoplevelser. Vi har udformet det i tre budgetter på henholdsvis 200, 400 og 600 kroner, så du selv har mulighed for at betale for hele daten uden at virke fedtet.
Date på 200 kroner.
Dette kan du bruge:
- Kort og konvolut
- Papir og saks
Samlet pris: 20 kroner.
Kort og konvolut bruger du som en god måde at invitere ud på. Et brev er et virkemiddel, der desværre er ved at gå tabt, men som stadig har sin hårdtslående charme.
Papiret bruger du til at lave gavekort, og her skal kreativiteten bestå sin prøve. Er kontakten mellem jer stadig ung, så gå forsigtigt til værks. Her kan et gavekort bestå af en tjeneste, en filmaften, opsætning af hylder. Er forholdet mere modent, så vær endelig ikke nervøs for at tilbyde lidt mere erotiske ting end at sætte hylder op. Hvilket dog også kan få værktøjet til at virke.
Dette kan du gøre:
- Open Mic
- Hjemmelavet bagekursus
Samlet pris: 180 kroner.
Skal der grines på jeres date, så er der god mulighed for det. Rundt omkring i Danmark er der mulighed for at se en Open Mic. De fleste steder koster det 25 kroner per person. Kvaliteten af comedyen kan dog være svingende, men så kan I sammen grine af, hvor horribel humoren var.
Efter gode grin kan et hjemmelavet bagekursus tage form. De resterende penge i budgettet bruger du på indkøb af diverse ingredienser, og så skal du ellers bare tage fat om dejen. Ælt den, massér den, vend den. På med Barry White. Tænd oven. Få varmen til at stige, og lad dampen omfavne jer.
Du har hermed skabt en mindeværdig og billig date.
Date på 400 kroner.
Dette kan du bruge:
- Din cykel/lån en cykel
- En taske med forsyninger
Samlet pris: 100 kroner.
Vi er en cykelglad nation, og det udnytter du til fulde. Start daten ud ved at trille rundt i jeres egen by. Planlæg en rute og læs op på de seværdigheder I kommer forbi. Ikke for at virke bedrevidende, men for at virke vidende og nysgerrig.
Find et sted at slå jer ned, og vis dit overskud. Du har som den største selvfølgelighed sørget for mad og drikkelse til frokost. Spar den våde leverpostej væk og brug penge på at kokkerere en lækker sandwich med dertilhørende våde sager. Stadig ikke leverpostejen, men drikkelse.
Dette kan du gøre:
- Øl- eller vinsmagning
Samlet pris: 300 kroner.
Efter al den motion har I fortjent at slappe af. Ty til danskernes foretrukne hobby og tag din date med ud at smage på livets goder. Procenterne vil med garanti sætte en smuk sløjfe på en fremragende dag.
Date på 600 kroner.
I sidste forslag vender vi lidt op på rækkefølgen og starter med, hvad I kan gøre.
Dette kan du gøre:
- Lej en robåd i to til tre timer
Samlet pris: 350 kroner
Hvor end I befinder jer i Danmark, så er vandet nær, og det skal da udnyttes. Skru op for Anja og Viktor stemningen og lej en robåd. Tag et lille anlæg med og sejl ellers jeres fremtid i møde.
Dette skal du bruge:
- Muligvis rejsekort
- Hjemmelavet picnickurv
Samlet pris: 250 kroner.
Efter du har skabt den ønskede stemning i den gyngende skude, så hiver du de læskende forfriskninger frem. Top det med friske, lækre frygter og håb så på, at de sydlige frugter vil være de mest tiltrækkende den dag.