Er du også i vildrede over, om du skal se Danmarks kampe til VM i Qatar? Her er en guide til, hvordan du kan følge herrelandsholdet og samtidig tage afstand til Qatar og FIFA.
Om en uges tid starter historiens mest kontroversielle sportsbegivenhed, når VM i fodbold sparkes i gang i Qatar. Turneringen har været smurt ind i kritik siden ørkenstaten fik værtskabet af den bundkorrupte fodboldorganisation FIFA. Men spilles skal der.
Mange danskere er fanget i et etisk dilemma om, hvorvidt man kan følge det danske landshold, som der ellers er historisk stor opbakning til. Vi har derfor lavet en guide til, hvordan du kan følge Hjulmands tropper i ørkenen, på samme tid med at du forholder dig kritisk til Qatar og FIFA.
Anerkend og adskil
”Men der sker jo så mange forfærdelige ting ude i verden, så…” – vi har alle hørt det før, og det er let spiseligt argument, som hverken afsenderen eller modtageren dog bliver mætte af.
Whataboutism er sjældent en god tilgang til en diskussion. Accepter derimod, at du godt kan anerkende de yderst problematiske forhold for gæstearbejdere på samme tid med, at du lader dig begejstre over en kattepote fra Christian Eriksen.
Sport og politik er viklet sammen, men man kan godt holde sig ude af kluddermutter og glæde sig til at se Danmark til VM, på samme tid med at man mener, at det aldrig skulle være spillet i Qatar.
Tag del i debatten
Hvorfor vil et lille land som Qatar uden nogen fodboldkultur afholde historiens klart dyreste sportsbegivenhed?
De har penge. Og dem vil de veksle til PR. Derfor er det bedste, man kan gøre at tage del i den kritiske debat om slutrunden. Snak om det med dem, du ser landsholdskampe med. Puds dit tastatur og oplys krigerne på de sociale medier. Byd i det hele taget ind med din viden om slutrunden, hvor end du kommer.
På den måde kan du bidrage til, at Qatar får masser af omtale – men bestemt ikke den de ønsker. Vi kan kalde det ’sportsmuddy’.
Tænd med omtanke – nyd derefter kampen
FIFA og Qatar kommer begge til at følge nøje med i seertallene fra turneringen. Den første for TV-penge, den anden for PR. Derfor er det åbenlyst, at man skal begrænse sit bidrag til netop disse tal.
Gå sammen så mange venner som muligt, når Danmark spiller. Hold jer til én skærm. Overvej hvornår der for alvor er tale om en kamp, du bare skal se. Og så kan det være, at det er til denne slutrunde, at du koncentrerer alt din kærlighed om Danmark og lader resten af turneringen løbe sin gang. Det er op til dig.
Slutteligt skal du huske, at det ikke er dig, der har givet slutrunden til Qatar. Det er heller ikke dig, der har behandlet gæstearbejdere som slaver. Giv dig selv lov til at nyde et stjernespækket dansk fodboldlandshold – også selvom det er til en turnering, der vil gå over i historien som en global fadæse.