John Olsens ufiltrerede hverdag er et hit. Foto: Christian Bach
Af Christian Bach
Der findes to typer godt fjernsyn: Den ene, hvor man tænker “gid det var mig”, og den anden, hvor man tænker “godt det ikke er mig”. Skulle man kategorisere YouTuberen Mongo TV, ville det nok falde mest hen mod sidstnævnte. Men hvordan har det skabt et af internettets mest unikke fællesskaber? Fan For Fa’en har talt med to dedikerede fans.
Lad os først kridte banen op: I Sorgenfri, nord for København, bor John Olsen. Han er 58 år, førtidspensionist, og håbløst forgældet. Han uploader YouTube-videoer dagligt, og har netop rundet 50.000 videoer. Omdrejningspunktet? Olsens liv som førtidspensionist og hans dertilhørende økonomiske kampe.
Kanalen er blevet et uventet fænomen. 16.900 abonnenter følger trofast med i John Olsens liv, og flere af dem er også aktive i diverse fora på medierne Reddit og Discord, hvor videoernes indhold diskuteres med ligesindede Mongo TV-fanatikere. Mange af dem ser på videoerne for at glæde sig over deres egen situation – og det er ikke et nyt fænomen.
Det bagvedliggende psykologiske aspekt i fascinationen kaldes ‘schadenfreude’, altså skadefryd. Som det beskrives den akademiske artikel Schadenfreude: The (not so) Secret Joy of Another’s Misfortune, er det ikke ualmindeligt at sociale bånd opstår på baggrund af andres ulykke. Og for Emil Brahl, der følger kanalen trofast, er det netop absurditeten, der styrker fascinationen. Han husker sit første møde med en Mongo TV video i 2016:
– Det var så absurd, at man næsten ikke troede på, at han var en rigtig person. Det var underholdende at se en, der åbent talte om alle de dårlige beslutninger han havde taget i årenes løb. Det var især sjovt at se videoerne fra hans byture, der oftest endte i, at han brugte store summer penge, som han jo slet ikke havde. At se en mand købe grillmad på kredit var meget tragikomisk.
Men den humoristiske tilgang stoppede i foråret 2020. Nikolaj Hodell, der også har fulgt med i Mongo TV’s liv i flere år, husker tydeligt, hvordan det begyndte at gå ned ad bakke for John Olsen.
– Da Johns kontakt med omverdenen blev mere og mere begrænset, begyndte han at brokke sig over sin livssituation, Det gjorde at hans fans begyndte at forholde sig mere kritisk til ham. Der blev skabt en form for fællesskab omkring foragten over for Johns økonomiske beslutninger. Man gik fra at grine med ham til at grine ad ham.
På trods af kritikken er antallet af fans fortsat stigende, og John Olsen har – måske uden at vide det – skabt et fællesskab, hvor fascination og forargelse går hånd i hånd.
Faktaboks:
Schadenfreude
Oprindelse:
Fra tysk: “Schaden” (skade) + “Freude” (glæde).
Psykologisk perspektiv:
Opleves ofte som en følelse af overlegenhed, når vi sammenligner os med andre i vanskeligheder.
Kilde: Schadenfreude: The (not so) Secret Joy of Another’s Misfortune. Marie Dasborough, Paul Harvey