Når yngre kvinder får diagnosen Alzheimer sker det så sent, at det ikke kan bremses

I Danmark stiger antallet af mennesker med demens, fordi vi bliver ældre. De fleste får diagnosen sent i livet, men demens rammer også yngre under 65 år. Demens betyder “ude af sind” og er en stor belastning for den sygdomsramte, de pårørende, samfundet
og sundhedsvæsenet. To ud af tre tilfælde skyldes Alzheimer Sygdom.

Indgangen til Rigshospitalets Hukommelsesklinik, hvor
kunstværket Hippocampus Hippocampi, 2023, af
Helene Nymann (f.1982) er opstillet.

Nationalt Videnscenter for Demens er på 1.sal. Foto: Sandra Greve

Minder, verden skal huske

Ved indgangen til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet,
ses kunstværket Hippocampus Hippocampi. Et værk, der
udforsker spørgsmålet om, hvad og hvordan vi husker.

Hippocampus er det sted i hjernen, formet som en søhest,
der først påvirkes ved demens. Det er her ny information lagres
og er afgørende for hukommelsen.

De fleste ældre med demens er kvinder. Kønsfordelingen er mere lige hos de yngre, men symptomerne er atypiske og
kan forveksles med overgangsalder, stress og depression.

Efterladt i ingenting

Et værk af Akryl-plast, træ og bronze-plade (2023). Scan QR-kode og skriv et minde eller flere, verden skal huske. Alle minder samles på continuon.us
Foto: Sandra Greve

Når yngre rammes af Alzheimer, opdages det ofte først når sygdommen er fremskreden. Demenskonsulent Tina Jenny Kjeldsen uddyber:

– Mange slår det hen, og tror at de er stressede. Årene går. Især de yngre er efterladt i ingenting, for systemet passer til over 80 år.

Den største hjælp er en tidlig opsporing og et system, der hurtigt kan sætte ind med forebyggende behandling.

Fem hænder i fem aldre, alle påvirkede af relationen til den yngre sygdomsramte. Foto: Sandra Greve

Vibeke Bruuns familie oplever, hvor hurtigt sygdommen kan udvikle sig. Skolelæreren, der i 25 år tog sig af de mindste, er nu den yngste på plejehjemmet og dybt afhængig af hjælp. Det gik stærkt med at miste færdigheder. Efter tre måneder på plejehjem er hun i kørestol.

Vibekes mand har kæmpet, og gjort alt hvad han kunne. Selv efter sin indlæggelse med angst, føler han skyld over, at han ikke kan mere. Børnene måtte tage valget for ham.

– Min mor kom på plejehjem som 60-årig. Min morfar blev glemsom som 60-årig. Det gør mig ret bekymret for min egen fremtid, siger Marie Fahl Paulsen, 35 år og mor til to.

Maries andre søskende på 27, 28 og 33 år er alle dybt påvirkede af Vibekes sygdom. Den ene datter, der især har hjulpet til i hverdagen, er nu syg med depression.

Rigshospitalet er det førende hospital i
Danmark på demensområdet med Nationalt
Videncenter for Demens. Foto: Sandra Greve  

Demens og Alzheimer i tal

96.000 demente i Danmark
65% af disse er kvinder
125-150.000 tilfælde i 2040


54.000 har Alzheimer i Danmark
Heraf 3.000 yngre under 65 år

5,5 år fra symptom til diagnose

Gennemsnitslevealder 6-10 år
Den 4. hyppigste dødsårsag

Tiden tikker, samfundet gisper

Symptombilledet ved især de yngre med Alzheimer er vanskeligt at udrede. Et norsk studie viser et gennemsnit på 5,5 år fra symptom til diagnose. Neuropsykolog Kasper Jørgensen, Rigshospitalet, mener, at det er realistisk med tilgængelig medicin om 5 år:

– Vi har medicinen. Vi er også langt fremme ift. diagnosticering via blodprøver. Desværre er medicinen dyr og kræver hyppige besøg på sygehuset. Behandlingen skal være tilgængelig for alle, så det kræver, at der udvikles en bedre diagnosticeringspraksis i hele sundhedssystemet.

– Hvis medicinen udvikles til injektion eller en pille patienten selv kan tage, er vi langt. Medicinen er særlig god ved let demens, hvilket er til fordel for de yngre under 65 år, tilføjer Kasper Jørgensen.

For Vibeke er det for sent, men måske er der håb for de generationer, der kommer efter.

– af Sandra Greve, skribent inden for demens og Alzheimer