Ny rapport fra SEGES Innovation placerer dansk griseproduktion blandt ‘verdenseliten’. Men hvis man medregner klima og miljø, kan bundlinjen være en anden.
Rosine Ulrich
“Dansk griseproduktion fortsat i verdenseliten.”
Sådan skrev Landbrugsavisen sidste uge på baggrund af en ny rapport af SEGES Innovation, der har regnet på dansk griseproduktions konkurrenceevne i 2023. Lave produktionsomkostninger og høje afregningspriser gav grøn bundlinje efter et 2023, der var et “gyldent år for smågriseproducenter.”
“Producenterne i Danmark er gode til at få meget ud af ressourcerne, og derfor ligger Danmark i front på produktionsomkostninger,” fortæller Jan Værum Nørgaard, Professor på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab på Aarhus Universitet.
Effektiv udnyttelse af ressourcerne er ikke kun vigtigt for resultaterne på bundlinjen.
“Effektivisering hænger uløseligt sammen med klima og miljø. Jo mindre foder grisen spiser for at vokse et kilo, jo mindre foder skal der dyrkes på markerne og transporteres,” siger Jan Værum Nørgaard.
Bæredygtig produktivitet kan blive ny standard
Og lige præcis landbrugets klima- og miljøpåvirkning er under særlig granskning, da det står for en tredjedel af Danmarks udledning af drivhusgasser og 70% af kvælstofudledningerne. Størstedelen kommer fra den animalske produktion.
Derfor forskes der nu i beregningsmetoder, der også inkluderer de samfundsmæssige omkostninger som klima og miljø.
En af metoderne hedder bæredygtig produktivitet, eller Sustainable TFP.
Dét begreb drøftede forskere, ministre og repræsentanter fra en række organisationer på en konference hos OECD i Paris i slutningen af sidste måned. Til stede var Arne Henningsen, der til daglig er lektor i Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
“Med bæredygtig produktivitet medregner man også ikke-markedsprodukter som udledning af drivhusgasser, dyrevelfærd eller værdien i et skønt landskab og tæller dem med i regnestykket som gevinster eller tab,” fortæller han.
Bæredygtig produktivitet er stadig et nyt begreb, men vil sandsynligvis blive brugt mere i fremtiden.
“Udfordringen ligger i, at det er svært at få sammenlignelige og pålidelige data om miljøpåvirkninger.”
Derfor findes der endnu ikke en beregning for dansk griseproduktion målt i bæredygtig produktivitet.
“Men metoderne findes.”
DANSK GRISEPRODUKTION – Danmark producerer 29 millioner grise om året, der gør os til det land i verden med flest grise per indbygger – Emissioner fra grise, stald og lager står for 5% af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser. Emissioner fra husdyrgødning og foder er ikke medregnet. – Landbruget står for 97% af landets samlede udledning af ammoniak, 17% kommer fra svineproduktionen. Ammoniak bidrager til luftforurening, som blandt andet øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og luftvejslidelser. Kilde: Danmarks Statistik og Aarhus Universitet |