Angst: Kend din Kierkegaard

Lider du af angst, eller kender du nogen, der gør? Måske kan Søren Kierkegaard hjælpe! 

I dag, den 11. november, er det præcis 169 år siden, at en af danmarkshistoriens største filosoffer, Søren Kierkegaard, gik bort. Hans arbejde har sat dybe spor, bl.a. i temaer som angst og eksistentiel tvivl. Det kan være tungt stof at læse, men heldigvis findes der mange podcasts om Kierkegaard – skabt af både forskere og nysgerrige mennesker.


Søren Kierkegaard portrætteret ved Christiansborg. Han mente bl.a, at angsten er “mulighedernes svimmelhed”. Foto: Mikkel C. B. Jacobsen.

Kierkegaards refleksioner kan ikke kurere angst, men det kan give et perspektiv. For 200 år siden beskrev han angst som et grundvilkår ved at være menneske – dét, der adskiller os fra dyrene. Vi har ‘valg’, og netop denne frihed kan gøre os syge.

René Rosfort, lektor ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret udtaler:

“Det er godt, at vi lytter mere til angsten i dag, end vi gjorde tidligere, hvor man bare fik at vide, at man skal holde mund og blive ved med at lave det, man laver.  Vi skal dog lære at forstå og se angsten som det, Kierkegaard kalder for: Eventyr. Et frygteligt, men også et vidunderligt eventyr”

René Rosfort understreger desuden, at angsten kan blive så voldsom, at den udvikler sig til patologisk angst, og at det derfor er vigtigt at søge professionel hjælp, og han tilføjer:

“Kierkegaards hovedlektion til os er at lære at leve med angsten og ikke forsøge at blive fri af den. Det er ikke let at være sig selv, fordi angsten hele tiden spørger: ‘Er du sikker på, at det, du gør, egentlig er det, du vil gøre?’ Angsten viser os, at du ikke bare er dig selv, men at det er en vedvarende opgave at blive sig selv. Det er her, tvivlen kommer ind. Og den tvivl vil altid være der,” siger René.

David Madsen, medlem af Facebook-gruppen ‘Søren Kierkegaard and Christian Existentialism’ og Kierkegaard-entusiast, stødte på filosoffen under sin egen kamp med angst, efter at hans bror anbefalede bogen ‘Begrebet Angst’.

“Da jeg dykkede ned i bogen, fik jeg en følelse af, at angst er en del af det at være menneske. Når angsten dukker op nu og da, giver det mig en ro, som jeg ikke havde før,” siger David.

Måske Kierkegaard giver dig et nyt perspektiv? Én ting er sikkert at citere Kierkegaard er noget af et intellektuelt flex – så hvorfor ikke tage et lyt!?

Podview anbefaler:

Peter Lund Madsens podcast “Kierkegaard, angst, frygt og fortvivlelse” på Spotify.

Christian Hjortkjærs podcastserie “Kierkegaard på egen krop” på DR LYD gør Kierkegaards tanker relevante gennem konkrete og nutidige eksempler.