Ekstra Bladets friske nyhedspodcast, Basker, vil servere nyheder på en sjov og selskabelig måde. Men hvorfor fylder selskabelighed og satire så meget i nyhedsformidling? Og hvad med troværdigheden?
16. nov 2024 05:00
Af Anton Dahl Grue
“Husk at være objektiv og neutral!”
Sådan lyder mantraet blandt mange journalister, men måske ikke altid, når det kommer til nyhedsformidling?
Der findes efterhånden et hav af nyhedspodcasts med DR’s Genstart som den store supertanker.
Men efterhånden er der også kommet en stor underkategori:
Sjove nyheder.
DR lancerede i september tre satiriske nyhedsformater: Genvej, Gæt på Sandheden og Den Tid På Ugen.
Godt selskab
Men hvorfor fylder humor og selskabelighed mere og mere i nyhedsformidling?
Aske Kammer, lektor på RUC, som forsker i podcasts og nyhedsmediernes innovation, peger på, at humoren kan noget i podcasts: “Det er jo noget af det, som passer godt til podcast. Det er det mere menneskelige. Og der er en eller anden grad af selskabelighed, der passer meget godt sammen med det.”
Men hvad siger de selv på programmet?
En af værterne på Basker, Chano Jørgensen, forklarer: “Der er lidt mere fokus på os som værter, end der er på selve nyhederne. Abdel eller Simon Stefanski i Dato og Genstart kan jo ikke sidde og joke, men det kan vi, fordi vi fokuserer lige så meget på det gode selskab.”
Troværdig Tale?
Men kan man ikke risikere, at noget af troværdigheden går tabt, hvis nyheder i stigende grad skal serveres på en sjov eller selskabelig måde? Og hvad gør det ved nyhedsformidlingen, at værterne ikke er objektive?
Chano Jørgensen synes ikke, at det er et problem: “Nogle nyhedspodcasts kan godt virke tunge. Jeg kan sgu ikke huske nyhederne fra i går, men jeg kan huske Tæt på Sandheden. Der kan jeg huske hele programmet.”
Kammer mener, at det afhænger af konteksten, og uddyber: “Bliver det framet som nyheder, eller bliver det framet mere som underholdning? Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er underminerende for nyhedsmediernes troværdighed, at det findes. Men det er klart, at det ikke kan stå alene, den form for nyhedsdækning.”
En træt nyhed
Men hvordan ser fremtiden så ud for nyhedspodcasten? Vil der komme endnu flere, eller er der efterhånden nået et mætningspunkt?
Aske Kammer forklarer, at podcastmarkedet ligger rimelig stabilt, men:
“Der er jo stadig medier, der ikke har en nyhedspodcast, og mon ikke de på den ene eller den anden måde kommer med på et tidspunkt. Det vil jeg da tro,”
Om den humoristiske nyhedspodcast fortsætter med at være en del af det gode selskab, vil tiden vise, men intet tyder på at latteren er forstummet endnu.
Basker udkommer på Ekstra Bladets hjemmeside og app hver dag kl 15.00. Værterne er Chano Jørgensen, Julie Rahbæk og Anders Hagen.