Skal du bruge blomster til festlige lejligheder? Så er det op af lommen med den store pengepung.
Skrevet af Maria Grubbe Gøtke og Amalie Cloigaard
Mors dag, konfirmation eller bryllup. Hvis du skal have blomster, bliver det en dyr fornøjelse. Særligt når vi nærmer os Valentinsdag og Mors dag, skrues priserne op. Men i år kan også de stigende energipriser få prisen på buketten til at gro.
“Både priserne på fragt og el er steget, men alle priser stiger op til Valentinsdag og Mors dag. Vores varer kommer fra Holland og prissættes dernede,” fortæller Marlene Pelle Hansen, der er elev og blomsterdekoratør hos Blomsterværkstedet Tine P. i Odense.
Også den populære cellofan-indpakkede rose er blevet dyrere, og selvom det ikke skræmmer kunderne væk, giver det dog anledning til sure miner. “Kunderne køber roser til konfirmander og studenter, fordi de er nødt til det, men de brokker sig og er mere tilbageholdende end før,” fortæller Marlene Pelle Hansen.
En af de kunder, som har tænkt sig at købe blomster i samme grad som altid, er 51-årige Malene Hildebrandt, der holder 100-års fødselsdag med sin søster den 14. maj.
“Blomster er smukke og giver en dejlig, festlig stemning, og jeg tror også, det gør gæsterne glade,” forklarer hun.
De to søstre har sammen afsat et blomster-budget på 4.000 kroner, og har planer om, at der skal være blomster både inde, ude og på værelserne til overnattende gæster.
Hos Tine P. er priserne det seneste halve år gennemsnitligt steget med 20-25% grundet inflationen. Spørger man Malene Hildebrandt, er prisstigningerne på blomster ikke noget, hun har skænket en tanke.
“Jeg har ikke spekuleret et øjeblik på, om der er prisstigninger, men mere på at der skal være naturlige og fine blomster,” fortæller hun.