BAGOM OVERSKRIFTEN
Analyse: Magtkampen mellem Lukasjenko og EU fastholder migranterne i kulden og Belarusserne i diktaturet
Bagom Overskriften dykker i denne uge ned i grænselandet til Belarus, hvor Polens 15.000 soldater er nyeste skud på stammen, i forsøget på at modstå Lukasjenkos seneste immigrationsmanøvre. Men soldaterne er blot en lille del af det større tovtrækkeri mellem Europas sidste diktator og EU’s demokratiske selvopfattelse.
Miranda Kyndlev Kronslev
2. DECEMBER 2021
Menneskelige spillebrikker
Situationen ved grænsen mellem Polen og Belarus minder efterhånden om et kaotisk spil Risk, hvor Polen og Belarus ikke kæmper om territorium, men om mennesker. EU’s grænseagentur, Frontex, estimerer at 4000 migranter er fastlåst i en interimistisk lejr ved grænsen til Polen, mens 10-20.0000 migranter er strømmet til resten af Belarus, i løbet af de sidste par måneder. Tallene kan fremstå minimale i forhold til de millioner af migranter, der kom til Sydeuropa i 2015. Ifølge Katrine Stevnhøj, der skriver Ph.d. om demokrati og migration i den post-sovjetiske region, på Institut for Tværkulturelle og Regionale studier ved Københavns Universitet, er det heller ikke antallet af migranter, der er roden til konflikten.
– Jeg vil egentlig argumentere for, at de forfærdelige scener vi ser udspille sig i grænselandet mellem Belarus og Polen ikke er en migrantkrise, men snarere en geopolitisk krise som instrumentaliserer migranter, fortæller hun.
Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, udsteder rundhåndet visa til Belarus til migranter fra primært Irak, Syrien og Afghanistan. Men dem, der flygter, drømmer ikke om et liv i det Belarussiske diktatur. Ifølge Katrine Stevnhøj er der er primært to grunde til, at Belarus alligevel er blevet et pitstop til EU-landene.
– Lukasjenko har forsætligt udbredt en fortællingen om, at migranter relativt nemt kan rejse fra Belarus til Polen og dermed til EU. Det længere svar er, at mange migranter befinder sig i en så desperat situation, at de er villige til at migrere via usikre migrationsruter, selvom de udmærket kender til de risici der er forbundet med rejsen, forklarer hun.
Det belarussiske ønske om demokrati
En del af løsningen på konflikten er ifølge Katrine Stevnhøj, at hjælpe den del af den belarussiske befolkning, der stiller sig kritiske overfor Lukasjenkos politik.
– De virkelige tabere i dette spil er ikke alene migranterne, men også den belarussiske befolkning. Den iscenesatte ”migrantkrise”, hvilket jeg egentlig ikke mener at vi bør kalde den, fungerer ikke alene som en provokation, men også som en afledningsmanøvre.
EU ser Lukasjenkos pres på grænserne til Polen og Ukraine som en hævn for de mange sanktioner, der er blevet pålagt Belarus, efter Lukasjenko blev genindsat i 2020, efter at have siddet ved magten siden 1994. Sanktionerne indeholder blandt andet restriktioner for Belarussiske flyselskaber og forbud mod at støtte Belarussiske embedsmænd og virksomheder økonomisk.
Men Katrine Stevnhøj mener ikke kun, at Lukasjenkos strategi afspejler en hævntørst. Den fjerner også fokus fra den Belarussiske befolkning, der lever under diktaturet.
– Der sidder lige nu 889 politiske fanger i Belarussiske fængsler og flere er flygtet fra deres hjemland i frygt for regimet. Det er vigtigt at de internationale medier fortsat dækker den Belarussiske demokratibevægelse, til trods for de frygtelige scener som udspiller sig ved grænsen.
EU’s ansvar
Indtil videre har EU primært fokuseret på, at fastholde sanktionerne mod Belarus i håb om, at Lukasjenko vil stoppe importen af migranter til landet. Men det får selvsagt ikke migranterne, der allerede er kommet ind i Belarus, til at forsvinde.
EU-kommissionen har de seneste måneder forsøgt, at overtale Polen til at lade Frontex assistere ved grænsen, for samtidig at kunne kontrollere overholdelsen af migranternes menneskerettigheder. Ursula Von Der Leyen har siden opgivet at presse Polen til samarbejde og meddelte d. 8 november, at EU nu støtter Polen i deres egen håndtering af krisen. Danmark vil heller ikke risikere, at migranterne kommer ind i Europa og sendte derfor 15 km. pigtrådshegn til Litauen, så de også kunne gardere sig mod migranterne fra Belarus.
Hvis man udelukkende kigger på situationen, fra et humanitært synspunkt, instrumentaliserer EU i ligeså høj grad migranterne, som Belarus gør. Det handler ikke om de her menneskers skæbne, men om at vinde i magtkampen overfor diktaturet i hjertet af Europa.
– Katrine Stevnhøj
Så sent som i går, den 2. december, gav EU-kommissionen Polen, Litauen og Letland lov til at bøje asylreglerne, så registreringsperioden for asylansøger bliver en måned, og ikke de 3-10 dage, der er kutyme for andre EU-lande. Derudover får de tre lande lov til at beholde migranter i asylcentre i 4 måneder, inden der skal tages en beslutning om deres fremtid.
Risk spillet ved grænselandet ser dermed ikke ud til at slutte lige foreløbigt, og ønsket om en tilværelse i EU forbliver fjernt for migranterne i det postsovjetiske skovbryn.