Alarmen ringer, du vågner, står op, tænder kaffemaskinen og tager et bad. Men dagen i dag er alligevel ikke som den plejer. For du stiller dig bagefter på badevægten, og kan i dag komme med en overraksende konstatering. En masse på størrelse med en gennemsnitlig voksen kvinde i Danmark, har forladt din krop. Det er en beskrivelse på en drøm jeg selv havde, der i løbet af 1½ år resulterede i realitet.
Af Asger Petersen
Et projekt om vægttab, er virkelig svært at forholde sig til for mange mennesker. Det var det også i mit tilfælde. Men som de fleste ved, er et projekt om et vægttab, ikke noget man bare går i gang med.
Hvorfor er det egentlig ikke det? Hvorfor spiser du ikke bare mindre end du plejer? Hvorfor motionerer du ikke mere end du plejer? Hvorfor kommer du ikke mere ud? Hvorfor passer du ikke på dig selv?
Det er spørgsmål jeg selv har mødt mange gange i mit liv. Det er spørgsmål, jeg har tænkt meget over, og specielt i dag, hvor jeg stadig er i gang med projektet.
Den bedste måde jeg kan svare på spørgsmålene på, er at jeg – i hver fald i eget tilfælde – var mere eller mindre blind på, hvor grelt det egentlig stod til. For i dagligdagen som stor, tænkte jeg sjældent over det. Men det var en realitet, der klart ramte mig, når jeg så mig selv på billeder og videooptagelser. Billeder og videoer, hvor jeg var sammen med andre mennesker.
Det var en grum konfrontation der ramte mig, hver gang jeg så billeder af mig selv. Den grumme konfrontation udviklede sig yderligere, da første lockdown begyndte i foråret 2020. I forrået blev mit helbred rigtig skidt. Det blev faktisk så skidt, at det af min læge, blev vurderet som direkte fatalt. Konstateringen fra lægen, blev kombineret med alle fortællingerne fra lockdown. Fortællinger om mennesker, der blandt andet udviklede angst og depression, på grund af den svære tid alene.
Historierne fra lockdown og konstateringen fra lægen, dannede en kurve i mit hoved. For jeg kunne se hvor galt det stod til nu. Hvad hvis jeg får samme problemer? Hvis diagnoser som angst og depression, skulle læsses oven i mit daværende helbred, ville det betyde et knækket hjul, på den mentale trillebør.
Det var en frygt, der ophobede sig i mig. For at kunne undgå frygten, blev jeg nødt til at sætte mig nogle delmål. Delmålene blev en nødvendighed for mig, for at kunne overskue det Mount Everest, jeg skulle til at bestige.
Så ud fra inspiration, begyndte jeg på Keto. Det er ikke en anbefaling, jeg vil give til alle, men for mig, var det vejen frem.
Jeg kørte hårdt på, og gav den fuld gas den første måned. Da jeg så jeg alene på den første måned havde smidt fem kilo, startede der med det samme en ild i mig. En ild og en begejstring jeg aldrig havde oplevet før.
Tænk lige! Alene på en enkelt måned, havde jeg opnået noget som mange mennesker i Danmark drømmer om. Drømmen om lige at smide de ekstra overflødige fem kilo, havde jeg allerede nået!
Og så tog det hele ellers fart. Jeg nåede (de fleste af) mine oprindelige delmål i et overraskende tempo. Pludselig kunne jeg passe en gammel jakke, jeg var vokset ud af. Det resulterede i nye bukser, og en masse andet tøj.
Hver anden måned, dykkede jeg helt ned i det gamle klædeskab. Jeg fandt tøj, jeg ikke har passet i 10 år, der pludselig passede fint. Den første store sejr i projektet, er et af de største minder i mit liv. En kempe mental sejr, da jeg kunne gå grædende ud af en tøjbutik. Ikke fordi jeg var ked af det – Bestemt ikke! Men fordi jeg var lykkelig over at købe tøj i normale butikker – ligesom alle andre mennesker.
Delmål om at kunne passe nyt tøj, blev også mødt af nye overraskelser, jeg aldrig havde tænkt over. Overraskelser som armbåndsuret der spontant falder af, og overraskelser som pludselig at kunne se min pik, når man gik på toilettet. Det var alt sammen sejre jeg huskede at fejre og sætte pris på. De var alle sammen sejre, der viste mig, at jeg var på rette vej i livet. At jeg ikke længere var den tykke dreng, der blev efterladt tilbage på perronen.
I februar 2021 opnåede jeg projektets hidtil største sejr. Det var måneden, hvor jeg endelig kom ned på 118kg. Det var en glædelig dag for mig, for det koblede sig direkte, til dengang jeg vejede 119kg i 2011, da jeg blev kasseret af sessionslægen – fordi jeg var for fed til den danske hær.
I dag er der gået snart to år siden første lockdown – tro det eller ej. Og nu hvor vi (måske!) er på vej ind i tredje lockdown, er jeg endelig tæt på 100kg. En masse – ikke langt fra størrelsen af en gennemsnitlig dansk kvinde – har simpelthen forladt min krop.