Engang grinede Anders Vinther-Larsen af de mennesker, der var i en 30 års-krise. Men nu, hvor han selv nærmer sig de 30, griner han ikke længere. Han er ikke klar til det voksenliv, som han føler man burde have som snart 27-årig.
Af Isa Naja Buhl
Shit, jeg nærmer mig de 30!
Da jeg møder Anders i hans kollektiv på Amager, er han i gang med at sende en ældre herre ud af døren. Det er en af hans elever. Udover at læse en kandidat i musikvidenskab, er Anders nemlig guitarlærer. Hans arbejde er en af de mange ting, som bekymrer ham. Han overvejer, om han skal sige sit job op, for at prøve noget nyt. For hvis han ikke skifter retning nu, skal han så være musikunderviser resten af livet? Jobbet er én ting, men faktisk føler Anders, at alle de valg han står over for lige nu, vil have afgørende betydning for, hvad han skal med resten af sit liv. Det var særligt da det gik op for Anders, at han snart bliver 27 år, at han pludselig følte, at han befandt sig i en kvartvejskrise.
– Det gik op for mig: Shit! Jeg bliver 27 år lige om lidt – jeg nærmer mig altså de 30! Det var da jeg sad og skulle finde ud af hvordan jeg skal prioritere resten af min uddannelse, at jeg lige pludselig følte, at de valg jeg skal træffe de næste to år, kommer til at være meget afgørende for, hvordan mit liv former sig, fortæller han.
Den stereotype “voksen” skræmmer mig
Egentlig er Anders meget glad for, hvor han er sit liv. Han har en kæreste, han har været sammen med i knap to år, bor i et kollektiv med fire andre og har det godt med sine venner og på sit studie. Men hvis han kigger tilbage på sig selv for ti år siden, havde han dengang forventet, at man som 26-årig ville have, med hans egne ord, “styr på sit shit.” Han føler, at han burde være klar til at slå rødder og stifte familie. I stedet har han en endnu større lyst til at rive op i nogle ting, være mere tilstede i nuet, og fralægge sig noget ansvar.
– Jeg føler mig jo voksen, men dét med at være den stereotype “voksen” – at være klar til at slå rødder og få børn – det skræmmer mig. Jeg havde en forestilling om, at jeg skulle være klar i min alder, og jeg føler også, at verden omkring mig har en idé om, at jeg skal være klar. Men det er jeg ikke. Jeg vil stadig gerne fucke rundt og være ung, fortæller han.
Livet slutter jo ikke, når du er 30
Anders er heldigvis ikke alene med sine bekymringer for fremtiden. Han kan sagtens snakke med sine nærmeste om det, og han føler også, at de fleste af hans jævnaldrene venner har stiftet bekendtskab med de samme følelser, som han selv har. Nogle gange prøver han også at sige til sig selv, at det hele nok skal gå, og at der ikke er nogen logisk grund til, at livet slutter, bare fordi man bliver 30:
– Jeg har altid grinet af folk, der fik den der krise, og forestillet mig, at den får jeg ikke. Jeg har tænkt: “Det er noget pjat. Selvfølgelig er livet ikke slut, og selvfølgelig kan man stadig have det sjovt, når man bliver 30”. Men det er godt nok svært huske på, når man pludselig selv står dér og møder tvivlen.