Der er langt fra Østerbro i København til Pjedsted i Jylland, men bindeleddet mellem de to byer kan findes i en stærk relation. Tori Ladegaard Jensens tilhørsforhold til landsbyen nær Fredericia går igennem hendes farmor, Anna Ladegaard Jensen. En tilknytning, der gør sig gældende for alle Annas otte børnebørn.
Af: Joakim Bisgaard Jensen og Lærke Malchau Olsen
Plantemælk og Persillesovs har talt med den 26-årige Tori Ladegaard Jensen, som til dagligt bor i København og arbejder som psykolog. Hun har nemlig et helt særligt forhold til sin 88-årige farmor, Anna Ladegaard Jensen. Hun kender ikke mange, der i midttyverne har så tæt en relation til deres gamle bedsteforældre.
»Som børn er der nok mange, der har en nær relation, men som voksen prioriterer jeg selv meget at få set min farmor,« siger Tori Ladegaard Jensen.
Hun er et af otte voksne børnebørn i alderen 21-30 år, som alle jævnligt ser deres bedstemor. Vi er derfor taget til landsbyen Pjedsted ved Fredericia, hvor Anna bor i et lille rækkehus. Allerede ved ankomsten står det klart, at børnebørnenes tilstedeværelse er stor i hjemmet; deres otte portrætter pryder en hel væg i stuen.
»De kommer ofte alle otte til stegt flæsk og persillesovs. Så holder jeg hof for dem,« fortæller Anna Ladegaard Jensen med funklende stolthed.
Hun understreger, at arrangementet kun er for de nu voksne børnebørn. Men for nyligt var der ballade om denne eksklusive del af aftalen, da to havde formastet sig til at medbringe deres respektive påhæng. En beslutning, der bestemt ikke var populær blandt de øvrige børnebørn, som efterfølgende måtte klage deres nød til værtinden.
»Dem, der ikke havde kærester med, sagde: Dét der, det gør de bare ikke én gang til.«
Ned i tempo
Tori bor i dag på Østerbro i København. Her mærker hun den travle hverdag, som står i klar kontrast til Anna og hendes persillesovs i Pjedsted.
»Noget af det, samværet med min farmor også giver, er et gearskifte. Jeg kommer ned i tempo og slapper af, når vi sidder og snakker og drikker kaffe. Det ser jeg personligt som noget positivt, da jeg som mange unge kører et lidt højt tempo i hverdagen,« fortæller den 26-årige psykolog.
Annas lange liv interesserer også Tori. Hun spørger derfor gerne ind til farmors ungdom, fordi det giver en indsigt, som hun i dag kan reflektere over.
»Talte man eksempelvis om fertilitet, psykisk mistrivsel og kønsnormer, dengang du var ung?«
»Det giver ofte nogle gode snakke, hvor vi begge bliver klogere på hinandens perspektiver,« konkluderer Tori Ladegaard Jensen.
Tori er ikke alene om at interessere sig for den modsatte generation. Anna nyder også at snakke med de unge om deres liv.
»Vi snakker meget om livets forskellige valg. Det synes jeg er spændende at høre om – hvorfor de nu lige præcis gør, som de gør.«
Hun oplever ofte, at hendes børnebørn er i tvivl om, hvor de skal hen. Hun lytter og forsøger ikke at være dømmende, selvom deres valg ikke altid er lige lette at forstå.
»Jeg forsøger at sætte mig ind i deres verden, for det kan jo ikke nytte noget, at man hele tiden er kritisk eller retter på dem. Jeg skal ikke nødvendigvis råde dem til det, som jeg tror er det rigtige – for det er det jo ikke altid.«
Paris på tværs af generationer
Det er nok de færreste børnebørn, der kan prale af at rejse til udlandet med deres 88-årige farmor. I stedet for at tage afsted med veninder eller kærester, drog søstrene Stine og Tori dog sydpå med deres farmor, og rejsen må siges at fungere som et symbol på deres stærke forhold.
»Vi har lige været i Paris, og når vi rejser sammen kan vi både joke og tage pis på hinanden, og det er fedt at kunne med en 88-årig. Det er noget helt særligt,« fortæller Tori.
Hun husker tilbage på sine bedsteforældre som utroligt aktive – noget som børnebørnene nød godt af i deres opvækst. Derfor har det også været en vigtig prioritet for hende at kunne give noget af det tilbage til sin farmor. Det udmøntede sig i en snak om Annas drømme. Drømmen var Paris, for der havde hun aldrig været før.
»I år blev vi så endelig enige om, at nu skulle det være. Man bliver jo også bevidst om, at tiden kan rende ud, og nu hvor vi børnebørn er blevet voksne, så kan vi endelig selv give noget tilbage,« uddyber Tori.
Det er tydeligt at mærke, at rejsen har betydet meget for dem alle. Tori fortæller om glæden ved at have haft aktive bedsteforældre igennem hele sin folkeskole- og gymnasietid, og rejsen blev en måde at udvise den taknemlighed på. Glæden ved at fortælle om rejsen til Paris var heller ikke til at tage fejl af hos Anna.
»Vi havde sådan en god tur til Paris. I kan tro, at vi fik spadseret noget – det var ikke for dårligt gående! Vi var rundt og se alle seværdighederne og spiste en masse god mad,« fortæller hun strålende.