Nicolai Beiskjær Jensen har de seneste år fået lavet en del kosmetiske behandlinger som følge af en svær teenagetid. Nu opfordrer han andre til ikke at dømme mænd, der har valgt at handle på deres usikkerhed.
Af: Kamille Hede Ulrik & Simone Nystrup-Larsen
Det er ikke altid til at se det, hvis man ikke ved det. Nicolai Beiskjær Jensen på 26 år er ved første øjekast en flot, ung mand med en hud så ren, at selv en nyfødt baby ville misunde den. Men sådan har det ikke altid været. Da Nicolai var teenager, døjede han med svær akne, der påvirkede ham i sådan en grad, at det gik ud over hans dagligdag gennem flere år.
– Jeg var meget ked af, hvordan jeg så ud som teenager. Det var faktisk så slemt, at jeg helt undgik at få taget billeder i en årrække. Min selvtillid var i bund, hvilket også gjorde, at jeg ikke turde tale med piger”, fortæller han.
Som årene gik, blev akneudbruddene færre og færre, men arrene – både de fysiske og mentale – forsvandt ikke.
For tre år siden tog Nicolaj derfor for første gang kontakt til en kosmetisk klinik. Han ønskede for alvor at få bugt med de rodfæstede ar, der hele tiden mindede ham om en vanskelig teenagetid. Hans første behandling var en dermaroller-behandling, der med små nåle fjernede ar, og gav ham selvtilliden tilbage. Sidenhen har Nicolaj fået lavet flere kosmetiske behandlinger. Heriblandt peelings og en Sunekos behandling, der forynger området omkring øjnene.
– Det påvirker min selvtillid positivt at have pæn hud. Det var et stort tabu for mig, at jeg havde så uren hud dengang. Derfor er det vigtigt for mig at holde det ved lige nu, fortæller Nicolaj.
På trods af, at Nicolaj i dag har det bedre med sig selv og sit udseende, er hans valg ikke altid blevet modtaget med åbenhed og accept blandt venner og bekendte. Han fortæller:
– Folk bliver ofte overraskede, når jeg fortæller, at jeg har fået lavet flere kosmetiske behandlinger. Jeg har fået kommentarer såsom ”Det er da noget mærkeligt noget at få lavet som mand” og ”Er du homoseksuel?” Jeg synes, det er ærgerligt, at folk skal dømme mig, når de ikke kender historien bag.
På verdensplan er der generelt en stigning af mænd, der får foretaget kosmetiske operationer. Men på trods af dette står kvinderne stadig for 87,4% af behandlingerne. Det viser en undersøgelse foretaget af The International Society of Aesthetic Plastic Surgery, ISAPS. Det tyder altså på, at der stadig hersker nogle sociale og kulturelle normer, der gør det sværere for mænd at blive accepteret i sit valg om at få gjort noget ved sit udseende.
– Der er nok nogle normative forventninger om, at mænd skal fremstå mere rå og grove i det, hvorimod kvinder godt må gøre mere ud af sig selv. Jeg tror også, at mænd er bange for at blive stemplet som usikre, hvis de vælger at få lavet noget om ved sig selv, fortæller Nicolaj.
Nicolaj er ikke i tvivl om, at det at få lavet kosmetiske behandlinger har været det rette for ham, selvom der stadig hersker en vis skam omkring det. På trods af det, opfordrer han andre mænd til at kaste sig ud i det, hvis de er kede af noget ved deres udseende.
Hvis jeg kunne give et godt råd til andre mænd, der gerne vil have lavet noget, vil jeg bare sige: Gør det. Uanset køn skal man have lov til at få gjort noget ved det, man er ked af, ved sig selv. Uden at blive dømt”.