Der var så dejligt ude i haven; det var forår, åen rislede, ænderne rugede, blomsterne sprang ud og fælderne sprang i. Nogle gange da.
Her lå en rottefamilie i sin rede, trygt og tørt. De havde det dejligt, og når de trængte til at strække benene, kunne de pile rundt under busk og mellem påskeliljer i frydefuld leg med alle de andre rottefamilier; se, der var så mange, at det ikke var til at holde tal på.
Når rottefamilien blev trætte af leg, stillede de tørsten i den blide å, der skvulpende bød dem tage for sig.
Sulten nåede knap nok at melde sin ankomst, før familien mæskede sig i fuglenes frø, og når de store mennesker – thi store var selv de tumlende småbørn, syntes den lille rottefamilie – kom på besøg hos de rappende ænder og andrikker, delte de så rundhåndet ud af deres bagværk, at selv rottefamilien kunne gå mætte i seng; jo, der var rigtignok dejligt derude i Eventyrhaven.
Men selvom haven indbød til afslapning og tankeløshed, måtte rottefamilien holder sig på stikkerne; den vigtigste lektie, som alle rotteforældre i alle rottefamilier gav videre til deres mange rottebørn, var ikke at lade sig opdage af menneskene.
Trods menneskenes gavmildhed i alt, hvad angik brød og madrester, angav de rask væk rottefamilien til de forfærdelige rottefængere, så snart de så skyggen af en lang hale forsvinde ind mellem havens nedfaldsblade.
Heller ikke al den mad, menneskene så glædeligt gav væk, var sikker for rottefamilien at tage imod.
I fjor, hvor rottefamiliens yngste datter måtte styrke sig ovenpå en lang og udmattende omgang tagfat langs åbredden, var hun derpå kravlet ind i et af menneskenes grå metalhuler efter et fedt stykke velduftende mad.
Siden da blev hun aldrig igen set, og ganske få lader sig nu lokke af metalhulernes lugte af bar frygt.
Men tomme metalhuler stålsatte kun rottefængernes vilje endnu mere, og snart var et nyt, indbydende tagselvbord at finde i den lille have. Nye kasser med små huller, hvorfra uimodståelige lugte indbød til at stikke hovedet ind, dukkede op; først hist, så her.
Og du kan forestille dig, at rottemormors mange advarsler gik ind ad salige morfars ene ører og ud ad det andet, indtil han stak snuden op i hullet, og et gaspatrondrevet spyd gjorde det samme.
Kun et stenkast væk, ligger byens rådhus – prægtigt er det; rottefamilien kan lige nøjagtig se taget over bakkekammen, når de stiller sig på tåspidserne midt i haven. Herinde bor mange meget vigtige mennesker, ved de – de har nemlig set deres flotte jakkesæt og skinnende attachemapper.
Hvad de ikke ved, er, at menneskene bruger hele dagen derinde på at lægge planer og lave aftaler, der skal komme den lille rottefamilie til livs.
Men selvom rottefamilien er svundet i størrelse til de farlige fælder og rottefængere, har jeg hørt, at der er et nyt kuld rottebabyer på vej i den lille rottefamilie.
Du kan tro, at rottefar og rottemor glæder sig dybt inde i den lille rotterede; ja, det er ganske vist, der er rotter i Eventyrhaven.
Skrevet af
Martin Hemmje Østergaard og Alexander Bajer
Headervideo: Canva.com
Fotos: Martin Hemmje Østergaard