Datidens D8ing: Hvordan datede mænd andre mænd, dengang det var forbudt?

Skål! En flok herrer smiler til kameraet foran Carl Caspersens Café & Beværtning på Dyrehavsbakken omkring år 1920-1925. (Foto: Arkiv.dk/Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

I denne uges udgave af Den Gamle Flamme skal vi til kostumebal i 1920’ernes København. Vi skal også med, når foreningen bag ballet bliver hevet i retten, mistænkt for at være et mødested for byens homoseksuelle mænd. Vi undersøger, hvordan man før i tiden har datet, flirtet og elsket – selvom det var forbudt.

Af Johanne Buus Mosegaard

Der er trængt i Jagtvejens Selskabslokaler på Nørrebro i København den først decemberaften i år 1923. 200 personer, de fleste af dem mænd, er mødt op til aftenens kostumebal. Nogle af de mandlige gæster har iklædt sig nedringede selskabskjoler og parykker. De danser tæt og lidenskabeligt med de mænd, der omringer dem. De er ombejlede – så ombejlede, at to mænd kommer op at slås over en af dem. Nogle unge mennesker, der har samlet sig udenfor bygningen, smugkigger ind ad vinduerne.

Det er ikke helt ufarligt for mændene at mødes denne kolde vinteraften. En af paragrafferne i straffeloven fra 1866 lyder nemlig sådan her: ”Omgængelse mod Naturen straffes med Forbedringshuusarbejde.” På nudansk betyder det, at det i 1923 var ulovligt for to mænd at have anal- og oralsex. Hvis man gjorde det alligevel – og blev taget i det – stod den på strafarbejde i fængslet.

Nekkab – en forening for homoseksuelle?

Iblandt de mange gæster til ballet er der også nogle ubudne af slagsen. Betjente fra Københavns politi har sneget sig ind til festen og holder øje med, hvad mændene foretager sig. De har fået nys om, at ballerne er mødested for byens homoseksuelle mænd. Deres mistanke bliver bekræftet, da de ser mænd på skødet af hinanden, i omfavnelse og i kys.

Det er foreningen Nekkab (Bakken stavet bagfra), der holder festen. De har samlet deres medlemmer, som består af artister og amatørskuespillere med tilknytning til netop forlystelsesstedet Bakken. Foreningens formål er ifølge deres vedtægter at holde karnevaller og baller om vinteren og aftenunderholdning, baller og fælles skovture om sommeren.

Det tror Københavns politidirektør dog ikke på, efter at betjentene har aflagt rapport om Nekkab’s medlemmers uanstændige aktiviteter. Han beslutter sig for at udstede et midlertidigt forbud mod foreningen. Han mener nemlig, at foreningen også har til formål at være tilholdssted for og bindeled mellem homoseksuelle. Og han anser endda foreningen for farlig, fordi unge mænd kan blive forført, hvis de tager til foreningens fester.

Højesterets dom og synet på homoseksualitet

I Højesteret medgiver Nekkab’s forsvarsadvokat, at der er en del homoseksuelle mænd i kvindetøj til deres baller, men forsikrer dommeren om, at der intet usømmeligt foregår. Hvis der skulle ske noget, vil de altid sørge for at få stoppet det. Han fremfører, at foreningen ikke har villet udelukke homoseksuelle mænd, så længe de ikke opfører sig anstændigt.

Det er forståeligt, at Nekkab’s medlemmer afviser at være en forening for homoseksuelle. Hvis man fandt ud af, at de var homoseksuelle, ville de ikke kun blive straffet med tvangsarbejde. De ville også blive udstødt af samfundet – også selvom synet på homoseksualitet var i forandring i 1920’erne. Fra at se homoseksualitet som en amoralsk og kriminel handling, begyndte man nemlig at opfatte homoseksualitet som en uforskyldt sindssygdom.

Denne forandring gjorde dog ikke samfundets syn på den homoseksuelle mildere, men det banede vejen for, at det i 1933 blev gjort lovligt at være homoseksuel. I stedet kom homoseksualitet på listen over psykiske sygdomme og blev først fjernet igen i 1981.

Tilbage i Højesteret køber dommeren ikke Nekkab’s forklaring. De bliver tvunget til at opløse sig og til at betale en bøde på 100 kroner. Vi ved ikke, hvad der skete med foreningens medlemmer siden hen, og hvor de så har datet, flirtet og elsket. Måske i byens parker og gyder. Måske til andre fester og baller. Eller måske de var blandt de 300 homoseksuelle mænd, der i 1938 blev anholdt for at færdes ved de offentlige toiletter. Denne gang havde forfølgelsen dog ikke hjemmel i loven om ”omgængelse mod naturen,” men i stedet ”forstyrrelse af den offentlige orden.”