Festival i Amman pynter gaderne med vægmalerier

Street art festivalen Baladk forsøger at gøre kunsten til allemandseje ved at bruge den som et medium til at italesætte vigtige temaer om livet i Jordans hovedstad Amman.

Billede af: Dalal Mitwally
Vægmalerierne hænger overalt på bygningsfacader i Jordan og giver indbygningerne kunst i gadebilledet samtidig med de anledning til samtaler.

Af Nadia Levin Schou og Ida Marcher Mandøe

Noget af det første, der fanger blikket i Ammans gader, er de store, farverige vægmalerier, der er spredt udover hele byen. To kvinder der strækker en arm op i luften, mens de står skulder mod skulder. En lille skræmt dreng i en papkasse. En kvinde iført en palæstinensisk folkedragt, ventende, med tålmodigt foldede hænder.

Byen Amman er med sine over to millioner indbyggere hovedstaden i Jordan. Dalal Mitwally (24) er født og opvokset i hjertet af Amman, og er en af kunstnerne bag Urban Arts-projektet Baladk, der hvert år pryder Amman’s bygningsfacader med vægmalerier på ny. Mitwallys egen kunstneriske rejse startede med street art, da hun kom med i projektet.

“Jeg lavede mit første vægmaleri i 2018 med Baladk. Det vægmaleri startede virkelig min samtale mellem kunsten og det offentlige rum og ligeledes min karriere som en kulturudøver,” fortæller Dalal Mitwally til Shobak.

Foto af: Dalal Mitwally
Her ses Dalal Mitwally (24), hun håber hendes kunst i gadebilledet, kan skabe samtaler blandt Ammans indbyggere.

Baladk – dit land

Street art-festivalen Baladk, som på arabisk betyder dit land, har kørt hvert år siden år 2013, og har hvert år et nyt tema, der sætter fokus på livet i Jordan. Der har været temaer som mentalt helbred, klima, lige uddannelsesrettigheder, køn, og palæstinensisk identitet. 

Festivalen holder ligeledes kunstnerrefugier, hvor de inviterer street art-kunstnere fra hele verden til at komme og udvikle deres værker i samarbejde med kunstnere fra Jordan. Dalal Mitwally beskriver kunstnerrefugiet som en mulighed for at gå i dybden med street art og ligeledes byde nye ansigter velkommen til den lokale scene.

”Baladk stræber efter at gøre Amman til en destination for street art-kunstnere, men også at skabe internationale netværk for vores lokale kunstnere og på den måde åbne nye døre.”

Formålet med Baladk er, at skabe forbindelser mellem mennesker, byens rum og kunst. De har flere tiltag, hvor de inddrager borgere i Amman i kunsten, såsom deres kunstrefugier, samarbejder med skoler og talks, hvor borgere kan byde ind med ideer til det årlige tema.

Kunst for alle

Dalal Mitwally er selv først begyndt at lave kunst i en sen alder, i hvert fald i forhold til mange andre kunstnere. Der er ikke ét specifikt tema, som går igen i hendes kunstværker. Alligevel har de fleste af hendes vægmalerier det til fælles, at de er inspireret af den by, de er malet i.

”Jeg er for det meste inspireret af rummet, eller diskurser omkring byen og dens socialpolitiske diskurs, som jeg gerne vil kaste et lys på. Det gælder for eksempel kønsbaserede problematikker, Palæstina-sagen og identitetspolitik,” siger Dalal Mitwally. 

De sociale omgivelser, som kunstneren arbejder i, genspejles i de malerier, som forlader hendes pensel og får lov at pynte i selvsamme omgivelser på murværk og andre offentlige overflader. 

Og ifølge Mitwally er det at placere sin kunst så tydeligt i det offentlige rum da også et yderst bevidst valg. Kunsten skal nemlig være for alle, frem for at være eksklusiv.

”Fokusset i gadekunst er dets tilstedeværelse i offentligheden. Målet for det findes i ideen om, at ‘kunst er for alle’, hvilket er et forsøg på at gøre kunst mere tilgængelig frem for at putte det ind på et museum,” forklarer hun.

Dalal Mitwally får dog også andet ud af at arbejde ude i gadebilledet i Amman. Her har hun nemlig mulighed for helt lavpraktisk at møde andre mennesker, som har en interesse i hendes kunst, og måske endda en holdning til den.

”Jeg synes, at det der er godt ved at arbejde i det offentlige rum er, at udvikle de her forhold til folk, som enten kommer forbi, eller deler byens rum med en. Man kan have samtaler om farver og diskutere arbejdsideer med mennesker, som har en oprigtig interesse i at forstå mere omkring, hvordan man gør det her.”

Sådan fortæller Dalal Mitwally om sit kunstneriske arbejde. De sociale problemer, som hun gerne vil sætte fokus på, går igen i måden hun vælger at præsentere sin kunst på. Folk deler deres oplevelse af hendes kunst både på gaden men også på internettet. 

“Når arbejdet er færdigt, er der mange mennesker der laver deres egen fortolkning og endda ejerskab over mine værker.” Siger Dalal Mitwally, og fortæller at hun især bliver klar over hvad folk tænker om værkerne når de er færdige og bliver lagt ud online.

Halimah’s historie

Foto af: Dalal Mitwally
Her ses vægmaleriet Halimah’s story på en bygningsfacade i Amman malet af Dalal Mitwally.

Det vægmaleri, som personligt betyder mest for Dalal Mitwally, er ”The Story of Halimah”. Et maleri af to sammenflettede hænder som tilhører en palæstinensisk flygtning, som siden 1948 flygtede fra Palæstina og har boet i forskellige flygtningelejre over hele Jordan. 

”Jeg oplevede noget universelt I Halimahs historie, en slags historie om forskydning, men den visuelle portrættering gav også så mange lag til den her konflikt.”

Dalal Mitwally fremhæver at det visuelle niveau i Halimah’s historie, skaber en ny dimension til fortællingen. Hun fremhæver broderiet i folkedragten Halimah bærer, en fornemmelse af tålmodighed eller venten i hendes håndbevægelse, og kvinders rolle i den palæstinensiske modstandsbevægelse. 

”Det efterlader en åben fortolkning som gør, at selvom der kan være mange forskellige vinkler, føles det hele stadig genkendeligt og ræsonnerer med mange mennesker”, forklarer Dalal Mitwally.

Det visuelle niveau skaber altså lag til en igangværende konflikt, men er ligeledes åben for fortolkning. Dalal Mitwally siger, at det skabte en meget interessant debat, der var splittet i to lejre, da hun postede vægmaleriet af Halimah’s hænder online.

“For det mere nationalistiske publikum, var der en modstand mod vægmaleriet. De følte det forsøgte at undertvinge den jordanske identitet og erstatte den med en palæstinensisk. Men det er ikke tilfældet. På den anden side var der høj opbakning, med hensyn til den manglende repræsentation af flertallet med palæstinensiske rødder i befolkningen.” 

Sådan forklarer Mitwally de komplekse nuancer i et land hvis befolkning har mange forskellige rødder. Hun fortæller at tilstedeværelsen af vægmaleriet, og diskursen omkring det, virkelig var i stand til at formidle den vanskelige, forbigående og flerlagede samtale om Jordan og dets identitetspolitik.