Filosof: DBU mangler etisk kompetente ledere

Det etiske ansvar for kritik af VM i Qatar ligger ikke hos spillerne. Det ligger hos DBU. En organisation der, fremfor tidligere fodboldspillere, mangler etisk kompetente ledere. Det mener filosof Finn Janning.

Finn Janning er filosof og forfatter. Til dagligt underviser han i filosofi og psykologi indenfor blandt andet ledelse og sport på universiteter i Barcelona. Privatfoto.

Bolden ruller i Qatar. Og ligeså gør debatten om den kritiserede slutrunde. Hvor langt skal landsholdet gå ind i kritikken, og hvem har egentligt ansvaret for holdets protester?

Det sidste spørgsmål er kilde til frustration hos DBU, hvor både direktør Jakob Jensen, fodbolddirektør Peter Møller og landstræner Kasper Hjulmand løbende gentager, at det ikke er spillernes ansvar. En pointe som filosof Finn Janning, der underviser i sportslig filosofi og psykologi, er enig i.

– Jeg ved intet om Simon Kjær og Christian Eriksens evne til at træffe etiske beslutninger. Jeg ved, hvor gode de er til at spille fodbold, og det kan jeg bruge dem som rollemodeller for.

Men hvis ikke det er spillerne, som trods alt var dem, der skulle bære protesttrøjer og -armbind, hvem er det så? Finn Janning understreger, at det er en ledelsesopgave at udtale sig om landsholdets holdning til VM i Qatar.

– Holdninger skal komme fra DBU – ikke fra spillerne. Forestil dig, at Novo Nordisk blev kritiseret for deres forretninger et sted i verden. Man ville ikke lægge pres på medarbejderne for at udtale sig. Man ville henvende sig til ledelsen.

Er ledelsen kompetent?

Det er ganske få dage siden, at DBU og landsholdet droppede deres planlagte protest, hvor anfører Simon Kjær skulle have båret det regnbuefarvede One Love-anførerbind, fordi FIFA varslede sportslige sanktioner i form af et gult kort.

Finn Janning definerer, hvad der kendetegner en etisk handling, og han lægger vægt på, at etikken er afhængig af, at personlige interesser udelades – også selvom det kan have omkostninger.

– Hvis en handling skal være etisk, så skal den være neutral og upartisk. Den skal ikke være styret af personlige interesser, men derimod tage vare på menneskelighedens ve og vel – også selvom handlingen har personlige omkostninger.

Ifølge Finn Janning ligger en del af problemet hos ledelsen i DBU, som han ikke mener har den nødvendige etiske kompetence til opgaven.

– DBU mangler bedre ledere. Og her tænker jeg ikke på Kasper Hjulmand. De mangler nogle, der rent ledelsesmæssigt er etisk kompetente til at håndtere den verden, vi lever i. Der er det altså ikke nok, at man har spillet i ti forskellige klubber.

Potentiale til mere

DBU’s linje har gennem hele forløbet været, at kritisk dialog med Qatar er vejen frem. I de senere år er der blevet vedtaget flere reformer, der skal sikre bedre forhold for migrantarbejdere, men i praksis er det, ifølge Amnesty International, kun få procent, der mærker til forbedringerne.

Finn Janning mener ikke, at DBU har gjort nok for at lægge pres på Qatar eller FIFA. – Resultaterne tydeliggør, at man ikke er gået langt nok.

– Fodboldmæssigt er vi et lille land, men moralsk og etisk er der stor international respekt for Danmark og Skandinavien, og den måde vi behandler andre mennesker på. Det kan benyttes mere strategisk, siger han.

Hvis man skal bevæge sig fremad mod en bedre fodboldverden, hvor moral og etik fylder mere, så mener Finn Janning, at der er ét tiltag, der er svært at komme udenom.

– Forhåbentligt er det her det ultimative lavpunkt i fodbolden og FIFA’s historie. En forbedring kræver i høj grad, at ledelsen i de nationale forbund og i FIFA bliver skiftet ud.