Anmeldelse: Falder Lindsay Lohan igennem i Falling for Christmas?

På trods af et stort ventet comeback, kan Lindsay Lohans nye julefilm på Netflix ikke begejstre.

Foto: Cecilie Soltau Nielsen

Lindsay Lohan i julefilmen Falling for Christmas, som I kan se, er jeg ikke jublende.

Af: Cecilie Soltau Nielsen

Hvem husker ikke Mean Girls filmen, og alle dens ikoniske replikker såsom: ”It´s October 3rd,” eller ”On Wednesdays we wear pink.” Den gjorde Lindsay Lohan til en superstjerne, og filmen var – og er stadig – god. Siden medvirkede hun i flere film, men hendes popularitet begyndte langsomt at dale, og hun fik rodet sig ud i den ene skandale efter den anden. Nu er hun så endelig tilbage i sin første film i over ti år; julefilmen Falling for Christmas.

Handling

Filmen handler om den forkælede hotelarving Sierra Belmont (Lindsay Lohan), der lever et luksusliv takket være sin far, som ejer et stort hotel. Hun er kæreste med en stor influencer ved navn Tad (George Young). Tad beslutter at fri til Sierra på toppen af et isbjerg, men fordi det blæser og er glat, glider Sierra ud over kanten, slår sit hoved og mister sin hukommelse. Hun bliver fundet af den enlige far Jake (Chord Overstreet), og han tilbyder at tage hende med hjem til sit eget skihotel, for at hun kan få det bedre. Her bliver Sierra nu en del af familien, som foruden Jake, tæller hans datter, og hans svigermor. Sierra og Jake bliver forelskede, men da Sierra pludselig husker, hvem hun er, vender det op og ned på alt. Vælger hun at vende tilbage til sit gamle liv, eller vælger hun at blive hos Jake?

Det er ikke skuespil

Jeg var en af dem som elskede Mean Girls, og jeg var generelt stor fan af Lindsay Lohan i 00’erne, da hun var på alles læber. Derfor havde jeg store forventninger til denne film. Desværre må jeg bare sige, at den er virkelig dårlig. Selve handlingen er så urealistisk, som noget kan være, og flere gange måtte jeg tage mig selv i at sidde og tænke: Det kan ikke lade sig gøre det der. Den er så amerikansk og klichefyldt, som noget overhovedet kan være.

Selve skuespillet er noget af det værste, jeg har set i år. Alle de medvirkende spiller kunstigt og får slet ikke nok ud af de platte og dårligt skrevne replikker. Lindsay Lohan (som i øvrigt har fået full blown botox face) spiller så overdrevet, og det kan slet ikke sammenlignes med hendes præstation i Mean Girls, som gav hende den anerkendelse, hun fortjente. Kemien mellem Sierra og Jake kan sammenlignes med et juletræ uden julepynt. Ikke eksisterende og så utroværdigt. Chord Overstreet, som vi kender fra tv-serien Glee, hvor han spiller godt, formår slet ikke at fylde sin rolle som Jake ud, og det er mig en gåde, at han overhovedet har sagt ja til at spille med i denne film. Men hvad gør man ikke for penge?

Kom igen Lindsay!

Som I måske kan fornemme, er jeg ikke særlig vild med filmen, men noget må den kunne. Den ligger i skrivende stund nummer tre over de mest sete film på Netflix. Så der er åbenbart nogen, der gider at spilde halvanden time af deres dyrebare tid (som de desværre ikke får igen) på at se den. Her vælger jeg så at tro på, at det ikke er på grund af selve filmen, men fordi mange har været nysgerrige efter at se Lindsay Lohan i en film igen efter så mange år. Nogen vil måske også sige: ”Tag dog filmen, som det den er, en hyggelig lille julefilm med en hyggelig handling.” Men jeg må bare sige, at det kan jeg ikke. Ikke når jeg ved, at Lindsay Lohan rent faktisk godt kan spille skuespil! Hvis bare hun dog havde højere ambitioner for sig selv.

Jeg giver filmen en ud af seks stjerner. Der er intet, der fungerer. Jeg sniger mig op på en stjerne, fordi at der på trods af alt, er nogle flotte billeder af vinterlandskaber. Så for at svare på spørgsmålet i overskriften. JA! Lindsay Lohan falder i den grad igennem i Falling For Christmas. Desværre.

꙳꙳꙳꙳꙳