Ugens kulturanbefaling: Kolding Light Festival, en strømfri juleoplevelse

Kolding Light Festival, som vi kender den, er i år aflyst på grund af energikrisen, men besøgende får stadig muligheden for at opleve en lysende december. I år er Kolding Light Festival nemlig ‘unplugged’.

Af Maria Hjuler Suhr

Den kan godt være lidt svært at navigere i samfundet for tiden. Med alt fra stigende elpriser til krig og Qatar virker den kommende december måned lidt ekstra grå. Heldigvis har POPressen en kulturanbefaling til dig, som garanterer en lysende december, men som stadig taler under tidens energibesparende tendenser.


Kolding Light Festival: Unplugged

Siden 2013 er tusindvis af udenbys gæster hvert år strømmet til Kolding for at opleve byens blændende lysfestival. Under normale omstændigheder afholdes festivalen den første weekend i december måned, men i år ser det lidt anderledes ud. I stedet for den sædvanlige weekend afholdes festivalen i år på én enkelt dag – nemlig lørdag d. 3 december.

“Normalt er lysfestivalen en tre-dages begivenhed med store lysinstallationer og LED-lys, men da Mette Frederiksen gik på scenen i september og sagde, at vi skulle til at spare på strømmen, tog vi beslutningen om at afholde festivalen på én dag.”

Det fortæller Otto Clausen, administrator og bestyrelsesformand for Kolding Light Festival.

Det betyder altså, at man i år ikke kan opleve de sædvanlige lysinstallationer. Du kan derimod opleve en strømbesparende tilgang til den ellers velkendte lysfestival.

“Unplugged kalder vi festivalen i år. Vores installationer og aktiviteter vil tilstræbe en – så vidt mulig – strømfri festival. Det betyder, at vores installationer primært vil bestå af levende lys eller være batteridrevet.” siger Otto Clausen. 

100 fakler og et lyshav af fisk

Otto Clausen forklarer yderligere, at kulturudvalget fra Kolding kommune har uddelt støtte til i alt 14 lokale aktører. De vil hver især bidrage med netop deres bud på en strømfri installation eller aktivitet.

Så selvom det i år ikke bliver muligt at opleve de “traditionelle” lysshows, vil festivalen stadig byde på en lang række af aktiviteter.

Heriblandt livemusik fra Jazz I Trekanten, lysskattejagt for børn og unge på biblioteket, optænding af 100 fakler hos Slotsøbadet, og så inviterer Teater Figuletta på et lysende undervandseventyr med indslaget “Et lyshav af fisk”.

Nogle enkelte indslag er dog som de altid har været. For endagsfesten afsluttes som altid med et stort fyrværkerishow, og så vil koldingenseren Stig Rossen selvfølgelig synge et nummer eller to.