Teknologien bliver en stadig mere integreret del af danskernes hverdag. Ifølge tal fra Kulturministeriet brugte danskerne i gennemsnit mere end otte timer på internettet via forskellige devices i 2019, og de fleste unge bruger en god del mere end det. Tre medlemmer af Techsistentiels redaktion valgte at droppe skærmene for en dag, for at undersøge om det overhovedet kan lade sig gøre at leve et analogt liv i 2022. Her er, hvad vi oplevede.
Af Anna Regine Bromann, Benjamin Rauff Heide og Simon Kjær Minke
Simon
Jeg plejer altid at høre musik, når jeg står op. Jeg streamer det fra min iPhone til en trådløs højtaler. Det kunne jeg ikke i dag. Heldigvis var min kæreste på besøg, så hun satte musik på. Hun skrev også et par sms’er for mig, som fik min registrerede skærmtid op på otte minutter. Tak til hende for tålmodigheden!
Jeg tjekker altid dagens nyheder, imens jeg drikker en kop kaffe. I dag bladrede jeg i stedet i det nyeste nummer af Fagbladet Journalisten. Det har ellers ligget uberørt på mit sofabord i to uger.
Irritationen begyndte så småt at melde sig efter morgenrutinerne var overstået. Det føltes som et rygestop, og jeg var rastløs. Hvad skulle jeg nu lave?
Jeg hev min kæreste med ud at gå en lang tur i det rå novembervejr, selvom jeg hellere ville have haft læst et longread på min computer eller smartphone. Gåturen var ifølge skridttælleren på min telefon 7.515 skridt lang.
Da vi kom hjem fra gåturen, lavede vi frokost. Den var hurtigt anrettet og indtaget. Det begyndte at gå op for mig, at jeg havde abstinenser efter at tjekke min smartphone. Jeg trillende tommelfingre… Jeg måtte læse til næste uges undervisning for at få tiden til at gå.
Om aftenen var min kæreste og jeg inviteret til familiesammenkomst. Jeg fortalte familien om eksperimentet, og i solidaritet besluttede de, at vi ikke skulle se TV. Vi spillede i stedet bordtennis og spiste dhal.
På togturen hjem beskrev min kæreste forskellige memes, som hun så på sin telefon.
Benjamin
Det er lørdag morgen, og jeg må ikke bruge min telefon. Trangen til at tjekke Messenger, Instagram og nyheder er virkelig stor – det er som regel det første, jeg gør om morgenen.
Jeg har valgt at lægge min telefon væk for ikke at blive fristet. Det er irriterende og en smule frustrerende at blive mindet om, at jeg ikke må bruge den.
Heldigvis har jeg været klog nok til at holde eksperimentet en dag, hvor jeg ikke er alene. Jeg tænker ikke på at bruge telefonen, når jeg er sammen med min ven. Mest, når han ikke er i rummet, opstår trangen.
Det er vildt irriterende, når min ven tjekker sin telefon.
Jeg tror, jeg er mere investeret i samtalerne med min ven i dag. Telefonen forstyrrer ikke og afbryder ikke samtalen. Der er ligesom ikke rigtig andet at tage sig til end at være til stede.
Jeg har ikke telefonen med i supermarkedet, men jeg mærker, at den mangler. Normalt ville jeg tjekke min telefon ofte i supermarkedet, både for indkøbslisten og for at bekæmpe kedsomheden. Jeg tjekker altid min telefon i køen. Jeg har egentlig svært ved at svare på, hvad jeg så bruger den til. I hvert fald mangler jeg den, for køen er lang.
Offentlig transport uden smartphone er forfærdeligt. Jeg har drukket nogle øl, hvilket kun gør trangen til at tjekke telefonen værre i metroen. Alle sidder med deres telefon.
Til julefrokosten om aftenen har jeg egentlig ikke noget behov for at tjekke min telefon. Normalt ville jeg ellers tjekke den løbende til en fest.
Jeg har dog snydt dog en lille smule. Hvis nogen har ringet, eller da jeg skulle finde vej til julefrokost, brugte jeg min telefon. Det virker fjollet ikke at skulle tage telefonen, når den ringer.
Det vigtigste er, at jeg ikke har brugt sociale medier eller hjemmesider. Min udfordring med skærmtid er ikke, at jeg bruger timer og atter timer på Google Maps eller på opkald. Udfordringen er, at jeg bruger en masse tid på YouTube og Instagram. Og dem har jeg ikke brugt hele dagen!
Det er muligt at gå gennem en hel dag uden en telefon – næsten uden af savne den. For mig kræver det andre menneskers selskab.
Anna Regine
Det er kun en halv time siden, jeg stod op, og jeg har netop savnet min telefon for første gang. Jeg ville tjekke strømpriserne for at se, om det ville være et godt tidspunkt at sætte en vask over. I det seneste halve år har jeg tjekket appen med strømforbrug og -priser flere gange dagligt – lidt i overkanten, vil de fleste nok mene.
Resten af formiddagen og de tidlige eftermiddagstimer går hurtigt med familiekomsammen til fødselsdagsbrunch hos min kærestes fætter. Jeg tænker end ikke på dagens eksperiment.
På vej hjem i metroen kommer jeg flere gange til at gribe ud efter min telefon, selvom den ligger slukket hjemme på natbordet. Det er nærmest som en refleks. Turen er dog ikke lang nok til, at jeg faktisk savner den distraktion, telefonen kan tilbyde.
Jeg havde planlagt at bruge resten af min skærmfri dag på sofaen med mit strikketøj og radioen til at underholde i baggrunden. Nu går det dog op for mig, at strikkeopskriften til de julestrømper, jeg havde tænkt mig at arbejde på, ligger på min telefon.
P1 bliver min redning. Der er noget frigørende ved ikke at skulle vælge sin underholdning selv, men blot lytte til det, der bliver sendt: programmer om flygtninge, skoleskyderier i USA og om Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Jeg savner kun i glimt min telefon. Mest irriterende er det ikke hurtigt at kunne google forskellige småting, som for eksempel et journalistnavn, jeg mener at have hørt før.
Min kæreste er i gang med at spille det netop udkomne PlayStation-spil God of War: Ragnarök, og jeg insisterer på, at mit eksperiment ikke skal gå ud over hans weekend, så om aftenen bliver jeg udsat for ”passiv skærmtid”. Jeg kan ikke lade være med at følge med i historien i hans spil, selvom jeg prøver at fokusere på mine egne sysler.
Som et søndagseksperiment har dagen været vellykket. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at det skærmfri benspænd ikke ville fungere særligt godt i en travl hverdag.