Ny platform gør det muligt at AI-generere sin egen podcast. Dette kan bruges som et værktøj til at optimere studielivet på universitetet.
Af
Mark Rieck Larsen
”Spænd sikkerhedsselen…. for i dag skal vi dykke ned i organisationskultur!”
Med en entusiastisk stemmeføring, nærmest karikeret, præsenterer den ene mandlige podcastvært dagens tema for sin kvindelige kollega.
Humøret er højt, sproget levende, og med friske jokes og velovervejede anekdoter får lytteren en underholdende gennemgang af dagens tema – ret imponerende.
Ret imponerende er det nemlig, da værterne ikke eksisterer.
De er AI-genererede, produceret ved hjælp af Googles nye platform, NotebookLM, lanceret i september, 2024.
Kommunikationen er skræmmende menneskelignende – med pauser, afbrydelser og små grin, læner dialogen sig tæt op ad virkeligheden.
Lyt selv engang:
Fænomenet har spredt sig til skolebænken, hvor NotebookLMs evne til at gøre komplekse emner letforståelige, har fanget de universitetsstuderendes opmærksomhed.
Jeg har talt med en af dem om, hvordan AI-værktøjer kan optimere studielivet.
Studie i ørene
Mads Trebbien, kandidatstuderende på SDU, bruger NotebookLM til at generere podcasts baseret på akademiske artikler og lærebøger.
Han forklarer, at værktøjet hjælper ham med at studere effektivt, da han finder det udfordrende at læse lange komplekse tekster.
De AI-genererede podcasts er derfor et hjælpemiddel, der gør det muligt for ham at lytte til teksterne.
Det er tidsoptimerende, da det tager et kvarter til 20 minutter at lytte til podcasten frem for to timer med intens læsning.”
Mads Trebbien er især tilfreds med dens evne til kun at forholde sig til den givne kilde. Indtil nu har det kun givet ham korrekt information og hjulpet ham med at forberede sig til undervisning.
Vi skulle forberede noget til undervisningen, og det som podcasten gav på et kvarter, var præcis det, vi snakkede om i to timer til en forelæsning.”
En ny form for læring
Journalistisk lektor med fokus på digitaludvikling og AI, Didde Elnif, understreger, at AI-værktøjer kan være en stor hjælp, men det er vigtigt at bruge dem som supplement til traditionel læsning.
Der er en risiko for, at studerende ikke får en dybdegående forståelse af materialet, hvis de kun lytter til korte opsummeringer.
Jeg synes at den største ulempe er, om studerende reelt set lærer hvad den fortæller.”
Didde Elnif mener dog, at AI kan forandre undervisningen ved at tilbyde nye måder at lære på.
Jeg tror da der sker en bevægelse mod, at studerende skal sidde og læse mindre.”
Og AI fylder også mere i lokalerne. En undersøgelse fra Djøf (oktober 2024) viser, at tre ud af fire studerende bruger AI i deres studier.
Med AI’s hjælp kan vi måske forvente en fremtid, hvor podcasts ikke kun underholder, men også uddanner på nye måder.