Ny lov kan gøre vejen til forældreskab nemmere for mandlige par – men surrogasi er stadig en udfordring.
Andreas Djurhuus. Foto: Nicklas Selmann.
Af Nicklas Selmann
Juridiske forbedringer åbner nye muligheder
Medfaderskabsloven har netop gennemgået førstebehandling i Folketinget. Vedtages det, kan forældreskab blive nemmere for homoseksuelle par. For Andreas Djurhuus og hans kæreste, Rasmus Kirk, kan det betyde, at drømmen om familie bliver mindre kompliceret.
– Det betyder, at når vi først kommer hjem med et barn, så skal vi bare være forældre, forklarer Andreas og understreger, hvor vigtigt det er at kunne fokusere på barnet. Han tror på, at forslaget kan skabe et juridisk fundament.
– Systemet bliver indrettet til alt det her. Til os. Vi får ret til barsel, og de her ting kommer til at være på plads. Så skal vi ikke deale med alt det, folk dealer med nu, siger han med lettelse over, at fremtiden kan blive mere simpel for dem.
Udfordringer med surrogasi
Forældreskabsdrømmen kræver dog mere end blot juridiske rettigheder. Ifølge Tammuz Nordic Surrogacy står homoseksuelle mænd for 25 procent af deres kunder. For mange homoseksuelle par er surrogasi i udlandet ofte den eneste mulighed for forældreskab.
– Der er jo noget skævt i, at den danske stat slet ikke vil hjælpe. Der er ingen hjælp at hente overhovedet. Og samtidig står Mette og prædiker om, at der er brug for flere børn. Her sidder vi, og vi vil gerne, siger Andreas frustreret og håber på forandring.
Parret har undersøgt mulighederne i lande som Mexico og Colombia, hvor surrogasi er tilladt og billigere end i USA.
– Vi har gået efter at finde amerikanske firmaer, der opererer i Mexico. Så bruger de stadig reguleringerne fra USA, men de er til at betale, fortæller Andreas. Det har været vigtigt for parret at finde en løsning, der balancerer sikkerhed og økonomi.
Økonomiske udfordringer men troen på drømmen
De økonomiske udfordringer betyder, at parret har omlagt deres livsstil.
– Jeg lever som en studerende, på trods af at jeg har fuldtidsarbejde, fordi vi skal spare mange penge op til det her, siger Andreas, som dog forholder sig positiv.
– Det bliver svært. Man skal væbne sig med tålmodighed og være klar på nederlag. Men det bliver det værd, når vores barn kommer hjem, fortæller Andreas med et smil, der viser, hvor stærk drømmen er.
For dem handler det om at skabe en familie, hvor kærlighed er kernen. Den nye lov og deres egen beslutsomhed overbeviser dem om, at deres rejse vil lykkes – og at de en dag kan byde et barn velkommen hjem.