Francheska var cosplayer til esports-event i Imperial: ”Jeg ser det som et tilflugtssted fra hverdagen”

Da biografen Imperial tidligere på måneden streamede finalen i Worlds 2024 League of Legends, var Francheska officiel cosplayer til eventet. For Francheska udgør cosplay et afbræk fra virkeligheden, og giver hende en følelse af fællesskab.

Francheska Juico. Foto: Henrik Scherfig
Af Henrik Scherfig
17. november 2024

Er du passioneret esportsfan, og samtidigt fanatisk omkring computerspillet League of Legends, er det næppe gået din næse forbi, at der, den 2. november i år, var finale i Worlds 2024 – det officielle verdensmesterskab i League of Legends. Og til glæde for de danske League of Legends entusiaster, blev opgøret vist i flere af Nordisk Films biografer, heriblandt Imperial.

En af dem der var til stede til eventet i Imperial, var 22-årige Francheska Juico. Hun er selv fan af League of Legends, men for Francheska, indeholder fascinationen af spillet dog en ekstra dimension. Hun agerede nemlig officiel cosplayer til eventet.

Det er sjette år i træk, at Francheska Juico er cosplayer til Worlds-arrangementerne i Imperial. Og for Francheska, er det til events som disse, at hun får et afbræk fra den virkelige verden.

Jeg ser det som et tilflugtssted fra hverdagen, fordi jeg kan klæde mig ud som mine yndlingskarakterer, og så tage til de her events. Her kan man glemme lidt, at man har en virkelighed udenfor”, fortæller hun.

Francheska optrådte til årets Worlds-event som League of Legends-karakteren Star Guardian Akali, som hun er stor fan af. Foto: Francheska Juico.
Fællesskabsfølelse

Hanna Elina Wirman er forsker i digitale spil på IT-Universitetet, og beskæftiger sig blandt andet med digital fankultur. Ifølge hende, består en stor del af gaming-fankulturen af fællesskabsfølelse:

Fællesskab er en virkelig vigtig faktor i fankulturen (i computerspilsverdenen red.). Der er en masse kulturel og social kapital, som man opnår ved at være fan i gamingkulturen – og alt det bliver bundet sammen af fællesskabshandlinger”, forklarer Hanna Elina Wirman.

Netop følelsen af fællesskab kan Francheska Juico godt nikke genkendende til. For hende har cosplay og League of Legends været med til at give hende en masse nye venskaber. Det er ikke mindst på baggrund af den åbenhed hun mødes med, når hun cosplayer til events som Worlds 2024:

Jeg tror bare, det er hele følelsen af, at jeg ikke føler mig dømt. Jeg føler mig velkommen. Og samtidigt er der lidt en følelse af, at der i fællesskabet, både er plads til dine interesser, lige så meget som mine”, fortæller Francheska.