I morgen begynder sæsonen for de største etapeløb i cykling med Giro d’Italia. Om to måneder starter Tour de France, som starter i Danmark. Borgmester i Nyborg glæder sig til etapeafslutning i byen.
Skrevet af William Frid Røn
Når startskuddet lyder i morgen i Giro d’Italia starter sæsonen for de største etapeløb med Tour de France som den helt store begivenhed. En af de byer, som touren lægger vejen forbi, er Nyborg og det glæder borgmesteren, Kenneth Muhs (V), som ser frem til den store dag.
“Fra vi fik muligheden for at blive målby, var vi ikke i tvivl om, at det skulle vi gøre.”
Kan godt forstå kritikken
Dog kan Kenneth Muhs godt forstå, hvis der er borgere i kommunen, som ikke kan lide ideen om tourfeltet i Nyborg. ”På dagen kan der forekomme gener for borgere.”
Men beslutningen står ikke til at ændre.
“Og der har vi sagt at det må vi leve med, fordi det her er så stort.”
Gul feber i byrådet
Kenneth Muhs mener at det positive i at få touren til Nyborg opvejer det negative.
“Den dag må vi leve med, at vi er en by på den anden ende – og så er der altså lige en dag, hvor man ikke kan køre på nogle bestemte veje.”
Og selvom Nyborg Kommune bruger 15 millioner på tourstarten, er der stadig gul feber i byrådet. “Det er et fuldstændig enigt byråd,” siger Kenneth Muhs.
Lone Smidt (A) fra Nyborg Byråd støtter op om borgmesterens udtalelser. “Det er et enigt byråd der bakker op om Touren.”
“Det bliver ikke kun en fest. Vi har også ambitioner om at effekten af at Nyborg ses og høres, giver en positiv opmærksomhed. Besøget til Nyborg skal vække en interesse, både nationalt og internationalt,” siger Lone Smidt.
Der er 58 dage til, at Tour de France kommer til Nyborg, og Kenneth Muhs erkender at der er masser af arbejde tilbage. Han ser dog positivt på planlægningen.
“Vi planlægger helt frem til dagen, og så skal vi nok være klar.”