Stigende brændstofpriser: Skibet Caroline S i Svendborg fordobler omkostninger

De skyhøje brændstofpriser rammer nu også coasteren Caroline S, der ligger i Svendborg havn.   

Caroline S. i Svendborg havn. Coasteren sejler fiskefoder fra Haderslev til Dambrug i Storebælt. (Foto: Eva Almann Simonsen

Af Eva Almann Simonsen, Theresa Ringgaard Teist, Sebastian Tofte Rasmussen

Ifølge næstformand for Caroline S. foreningen, Brian Jensen, regnes der i 2022 med en fordobling i brændstofbudgettet.

– Sidste år havde Caroline S et forbrug på 65.000 kr., og i år forventes det, at omkostningen til brændstof runder 110.000 kr., fortæller Brian Jensen.

Problemet med de høje brændstofpriser udspringer sig som resultat af krigen i Ukraine. Krigens konsekvenser gør, at det er svært for mindre foreninger, såsom Caroline S, at få budgettet til at løbe rundt.  

Caroline S’ indtjening kommer bl.a. på baggrund af sponsorater, arrangementer, medlemskontingenter samt fragtleveringer af fiskefoder til dambrug i Storebælt.

– De fragtleveringer vi sejler til Storebælt, har vi været nødsaget til at hæve priserne for at dække brændstofomkostningerne, dermed er der en prisstigning for leveringen af fiskefoder, fortæller Brian Jensen.

Ifølge Brian Jensen er prisstigningerne på brændstof ikke et problem, han ligger søvnløs over, da Caroline S sejlads primært er begrænset til sommerhalvåret.

– Vores sejlads er ikke et stort foretagende, men det er mange penge i vores budget, og derfor skal vi helt sikkert kalkulere med de stigende priser.

Skibet blev bygget i Marstal i 1959 og har siden da sejlet i danske såvel som skandinaviske farvande. I dag bemandes skibet hovedsagligt af frivillige og pensionerede søfolk.

– Hvis priserne på brændsel fortsat stiger, bliver den yderste konsekvens at sejladsen indstilles, lyder fra Brian Jensen.

Foreningen Caroline S. holder hver mandag vedligeholdelses dag, hvor frivillige hjælper til med at pleje skibet således, at ikke større udgifter vælter det allerede hårdt ramte budget.