Det er ikke nogen hemmelighed, at antallet af socialdemokratiets vælgere er styrtdykket siden afskaffelsen af Store Bededag. Men i dag er det arbejdernes kampdag – en festdag for landets ældste arbejderparti, og måske også en gylden billet til vælgernes hjerter. Kan Socialdemokratiet redde sit ry?
Af Selma Elkadmiri og Pil Ellefsen
I Kongens Have i Odense vrimler det med mennesker d. 1. maj kl. 12:30 – en halv time inden festlighederne går i gang. Hundredvis af mennesker er samlet om øl, solskin og godt humør. Men spørger man pensionerede taxichauffør Jimmie Rask Andersen, er der meget mere på spil til dagens arrangement.
– Jeg kæmper for fair lønninger. Jeg er pensionist nu, men jeg var langt fra tilfreds med mine arbejdsvilkår, så jeg kæmper for alle andre – især de unge mennesker.
Den 28. februar 2023 blev forslaget om afskaffelsen af Store bededag vedtaget. Det var de tre regeringspartier – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – samt Radikale Venstre, der stemte for afskaffelsen.
Det blev altså en dag, hvor Folketinget afskaffede en helligdag, der har været en del af vores kalender siden 1686. Jimmie er en af mange vælgere, der er skuffede over Socialdemokratiets støtte til forslaget.
– Jeg er selv socialdemokrat, og der var vi ikke enige! For mig, er afskaffelsen af Store Bededag et lavpunkt i socialdemokratiets politik.
Kl. 13:30 er det Trine Bramsen fra Socialdemokratiets tur til at stå i spotlyset. Bænkene foran scenen, der ellers var fyldt til Enhedslistens Victoria Velasquez’ tale, tyndes så småt ud. Men blandt det mindre publikum står Jimmie dog stadig i sin røde 3F t-shirt med åbne ører.
– 100 år er gået, og i dag skylder vi de mænd og kvinder, der kæmpede 1. maj den største tak og respekt. Men i respekten, der ligger også, at vi der er her i dag, vi nu har bolden, udtaler Trine Bramsen i mikrofonen, og uddyber, at Socialdemokratiet har et ansvar for ordentlige arbejdsvilkår og ordentlig løn.
Bramsen benævner vigtigheden i gode arbejdsvilkår, men er det nok til at overbevise vælgerne? Ifølge Jimmie skal der mere til.
– Mine forventninger blev desværre ikke indfriede. Jeg er skuffet over politikerne i dag – også socialdemokratiet.
Det blev altså ikke til en udtalelse om Store Bededag i dagens tale, selvom vælgerne fortsat er oprevede over tiltaget. Ifølge Trine Bramsen er afskaffelsen dog ikke et forslag, der øger danskernes arbejdstid og forringer arbejdsvilkår.
– Jeg har ikke hørt nogle forslag, der appellerer til at man skal arbejde mere, siger hun og uddyber, at hendes politiske fokus lige nu ligger på indskrænkningen af åbningstider på daginstitutioner.
Der er altså fortsat uenigheder mellem Socialdemokratiet og dets vælgere. Ifølge professor i velfærd og velfærdspolitik på SDU, Klaus Pedersen, er der en logisk grund til, at Bramsen ikke vil italesætte afskaffelsen af Store Bededag.
– Det handler om, at hvis man ikke har en populær løsning på elefanten i rummet, så kan det nogle gange være nemmere ikke at tale om det.
Selvom talen ikke levede op til Jimmies forventninger, har han dog ikke mistet håbet. Han vil fortsat kæmpe for en bedre hverdag for arbejderne.
– Jeg har været fagligt aktiv siden min ungdom, og jeg kommer hvert år. Arbejdernes kampdag betyder meget for mig, siger han med et smil.
Da han vender ryggen til, afsløres citatet på hans røde t-shirt: “FORESTIL JER ORDENTLIGE ARBEJDSVILKÅR KOM PÅ MODE IGEN”.