Kære kilder: I styrker demokratiet, når I taler med en journaliststuderende.
Medietorvet på Syddansk Universitet vrimler med stressede journaliststuderende. Vi har nemlig nyhedsuge. Vi er pressede. Vi har det for fedt.
Eller i hvert fald det meste af tiden. Nyhedsugen er tre intense dage på andet semester, hvor vi producerer en masse nyheder og øver os som demokratiets fremtidige vagthunde. Vi har fyldt vores journalistiske arbejdsrygsæk op med en masse erfaringer, der er med til at klæde os bedre på, når vi skal ud i den journalistiske branche. Ud i den journalistiske virkelighed.
For nyhedsugen er ikke virkeligheden. I løbet af ugen har vi som journaliststuderende oplevet kilder, der trækker sig eller bliver fornærmede, når vi kontakter dem.
Vi har i tre dage været hurtige på tasterne.
Hurtige til at gribe telefonen. Hurtige – og måske påtrængende – i forsøget på at hive en historie hjem, når deadline har været samme dag klokken 16. Det har nogle kilder oplevet som urimelige vilkår, men vi har gjort meget ud af at vise forståelse for kildernes dagligdag. Forståelse for, at vi i nogle tilfælde må ringe tilbage senere, eller at vi kun kan få fem minutter. Alligevel bliver man ofte mødt af vrissende toner og en lang opsang om, at kilden selvfølgelig ikke kan levere med så kort varsel.
Men at nå fra ide til produkt er en kamp. Vi er kreative individer med mange ideer, men vi er også afhængige af at snakke med kilder. Ingen kilder? Ingen historie. End of story. Dét er branchen, og dét er en præmis, vi køber ind på, men det er også en præmis, kilderne bør købe ind på. Vi skal have adgang til virkeligheden for at kunne beskrive den fyldestgørende.
Som journaliststuderende ved vi udmærket, at nogle mennesker kan have travlt. Det, vi ikke forstår, er den behandling, der ofte venter os, når vi så endelig selv opsøger kilderne. Der er kilder, der affærdiger os ved at sige ”Jeg snakker ikke med studerende” eller ”Jeg har ikke tid”. Der er kilder, der ikke kan se formålet, når det alligevel ikke bliver udgivet. I nyhedsugen har denne unfair behandling været særligt tydelig.
Hvis vi som journaliststuderende ikke kan få lov at trække på de rigtige kilder, kan vi heller ikke træne og forberede os på den virkelighed, der venter os.
En afgørende del af et oplyst demokrati er jo debat, samt fair, kritisk, oplyst dækning af, hvad der sker i verden. Og hvis journalister ikke bliver skolet i at løfte det ansvar og udfylde den rolle i bedste public service-stil, så udvander vi vores demokratiske værdier.
Så hvis en journaliststuderende ringer dig op, så tænk lige en ekstra gang, inden du siger, at du ikke har tid til at snakke. Se, om du kan tage fem minutters pause, for vi er fremtidens journalister. Fremtidens journalistik bliver bedre, når vi får muligheden for at øve os.