Af Magnus Petersen
Travlhed er der, hvor du ved at tiden er din fjende, og stress er sådan noget, du skal forholde dig til efter du har været det. Men betaler man ikke for høje priser for noget så trivielt, som at skynde sig?
Jeg var på vej til letbanen. Hurtigt, forsinket, og med tankerne et helt andet sted. Så gik jeg på snuden på vej ud af min lejlighed, og fik kun akkurat reddet mig selv fra et ordentligt fald ved at gribe fat i en uskyldig skraldespand. Skrabet knæ og et blåt mærke senere, blev jeg mindet om en af mine egne regler for personlig lykke: “Det meste elendighed skyldes hastværk.”
Mit lille uheld var en ubarmhjertig påmindelse om, at det at haste hovedløst fra et sted til et andet er en direkte vej til et ordentligt bræk. Men der var også alt det andet “hastværksskabte” uheld, jeg havde skabt og påført mig selv: Jeg havde hastet ud af døren, og var derfor i dårligt humør. Jeg havde været utålmodig med alle, jeg mødte på vej til letbanen, hvilket jeg er sikker på, ikke gjorde nogens morgen bedre.
Vi haster, fordi vi er forsinkede. Vi haster, fordi vi vil væk fra ubehag. Vi haster for at finde løsninger, der ville have gavn af mere overvejelse. Vi haster ind i forpligtelser, beslutninger, og relationer, fordi vi vil have tingene afgjort.
Bekymringer er en form for hastværk: Det er ubehageligt at sidde i usikkerhed, så vi spoler frem, og springer nutiden over til fordel for skræmmende, indbildte scenarier.
Min mor og jeg minder hinanden om en nyhedsudsendelse, vi hørte for år tilbage. Udsendelsen sluttede med linjen, “Disse pendlere er klar til, at denne dag er overstået, en gang for alle.” Selvfølgelig ville de bare hjem, spise aftensmad, og gå i seng. Men den endelig tone i “en gang for alle” lagde op til, at de var så trætte af det hele, at de gerne ville have den dag, og alle dage, til at ende. Eller, som jeg tænkte i mit stille sind: “På et tidspunkt vil dagen helt sikkert være overstået for os alle, en gang for alle. Er det det, vi haster imod?”
Denne besættelse af at få tingene overstået, af at leve livet som en uendelig to-do liste, er absurd. Jeg oplever undertiden, at jeg, selvom jeg nyder en god middag med venner, har en insisterende lyst til, at middagen skal være overstået. Hvorfor? Så jeg kan komme videre til det næste, hvad end det næste er, bare bliv ved. Bliv ved med at haste, selv igennem de gode stunder.
Siden mit letbane-stunt, har jeg forsøgt at lægge mærke til, når jeg haster, både fysisk og psykisk. “Hvor skal du hen?” spørger jeg mig selv. “Og hvorfor har du så travlt?” Den pause hjælper med at lægge lidt afstand mellem her og der, og kunne måske, med lidt held, forhindre fremtidig elendighed.