Dandy har været på Vesterbro for at opspore det brune Danmark. I sovsens, gulddamernes og røverhistoriernes tegn kravler vi ned i en dyb tidslomme. Aftenen byder på alt fra julemænd til skjortestrygning. Der er ingen smalle steder, når Dandy drager til Vesterbro, hvor nærværet og autenciteten er til at mærke.
Skrevet af Mads Karenkewitsch & Asger Brix Andersen
Stegt flæsk med persillesovs er Danmarks nationalret, men trods sin status som madverdens knopsvane, er den hvide sovs svær at opspore i København. Den er skyllet væk af orange naturvine og blevet erstattet af franske bistroer og fusionskøkkener, og skulle du være heldig at få fingrene i en persillesovs, er den garanteret lavet på plantemælk.
Det er måske en overdrivelse ligefrem at skrive krebinettens nekrolog, for de ternede duge er stadig viklet om bordene på Restaurant Grøften og Tove Ditlevsens Mindehave, og Umut Sakarya har med sine overvældende tallerkener vist danskerne, at der blandt visse dele af befolkningen stadig er et behov for flæskejern overdænget med sovs.
Det kan dog være svært at finde et sted uden tung røg eller ad libitum servering, hvilket kan virke afskrækkende for mange mennesker. Fordommene har i hvert fald hægtet sig fast til de gamle spisesteder. De er prollede og deres anretninger vulgære. Men er det nu også rigtigt, spørger Dandy?
Vi svømmer mod strømmen, væk fra de manualtalende sommelierer, og i den lune sovs flyder vi mod Vesterbro. Vores rejse starter på hjørnet af kødbyen, rettere sagt på restauranten Chicky Grill, hvor følelsen af Vesterbro er indprentet i hver eneste flig af restauranten.
Jul på Vesterbro
Vi træder ind på Chicky Grill, akkurat som klokken slår 18. Alt er rødt herinde. Bænkene, væggene, lamperne, ja selv damen bag disken har farvet håret rødt. De forskellige nuancer af rød passer godt til julekransene og kuglerne, der hænger og dingler fra loftet, og for at cementere, at julen er kommet til Vesterbro, spiller Rockin’ Around the Christmas Tree i højtalerne.
Damen med det røde hår byder os velkommen, fører os ned til vores bord og rækker os menukortet. Vi kigger det igennem og bliver enige om, at en forret ville være på sin plads, så vi bestiller chicken nuggets med fritter, gulddamer og fernet.
Vi ringede inden vi kom, og det var en god beslutning, for restauranten er fyldt op med mennesker, unge som gamle, ikke et eneste bord ser ud til at være ledigt. Et ældre par står i baren og venter på ledige sæder, og der kommer flere ind ad døren, som hurtigt vender skuffede om.
Det er første gang, vi sætter fødderne i Chicky Grill. Der var faktisk ingen af os, der kendte stedet i forvejen, selvom dørene har været åbne siden 1978. Det har nok noget at gøre med, at de holder lukket i weekenden, altså i det tidsrum vi oftest besøger kødbyen.
En ung dame kommer ind med en tallerken og stiller den på bordet, en rodet omgang fritureguf, hvor fritter og nuggets er smidt tilfældigt oven på hinanden. På siden af tallerkenen en beskeden klat mayo, og på Chicky Grill skal man åbenbart huske at tage det sure med det søde, for der ligger også et par afskårne tomater på en seng af rucola og rødbladet salat.
Foto: Mads Karenkewtsch
Trods den knap så æstetiske anretning, smager det ligesom det skal, og selv de nederste pommes fritter holder sig sprøde. Dog har man været lidt for nærig med mayoen, og vi må derfor bestille en ekstra.
Vi slutter af med en fernet og bestiller hovedretterne, en Jyllingeburger og en pariserbøf, og mens vi venter på maden, åbner døren. Det er julemanden, der gør entré, og han har gaver med til de spisende gæster. Gaver i form af gamle klassikere. Med hænderne på sin harmonika spiller han tonerne til Søren Banjomus, som han med en hæs stemme synger med på. “Alle sømænd er glade for piger”, konstaterer han derefter og runder stærkt af med Til julebal i Nisseland.
Autencitet
Hovedretterne kommer på bordet, og sultne som vi er, griber vi fat i bestikket. Jyllingeburgeren, som den kaldes på menukortet, står på en bund af brun sovs, og de har ikke været nærige, da de vippede kanden. Bøffen er stegt med en hård skorpe, men er saftig inden i, og selvom overbollen er en smule tør, hjælper sovsen til at få tingene til at glide ned. De ristede løg, rødbederne, de syltede agurker og spejlægget er alt sammen med til at give en nuanceret smagsoplevelse.
Pariserbøffen er lige en tand for tør. Æggeblommen på toppen er simpelthen ikke nok til at blødgøre bøffen, og man savner ketchup og HP-sauce, hvilket på mystisk vis ikke følger med. Smagen er der til gengæld intet galt med, og ligesom Jyllingeburgeren, er bøffen godt stegt – dejlig rød i midten, smuk sort på toppen.
Autentisk dansk mad, som ikke forsøger at være andet end det er, og det med at holde det simpelt, er da også en af grundelementerne i Chicky Grills forretningsplan. Det fortæller damen med det røde hår, Bruna Dieni, som sætter sig ved vores bord, da vi er færdige med at spise. Det er hendes familie, der driver restauranten.
– Vi laver kun det mad, vi kan lave derhjemme, fortæller hun og understreger, at det ikke er maden, som er i centrum, det er derimod den muntre stemning og nærværet til gæsterne. Familien bruger derfor meget tid på at snakke med de besøgende, og hvis noget af stampublikummet ikke har været forbi som sædvanlig, ringer de dem op for at høre, om alt er som det skal være.
Og det er da også tydeligt, hvad stedet betyder for gæsterne, for mens vi sidder og snakker, vinker hun til den ene efter den anden, og da vores naboer rejser sig for at gå, får Bruna selvfølgelig en krammer med på vejen.
Det er dog ikke kun gæsterne, der afbryder vores samtale, det er også hendes egen søn, som flere gange pointerer, at de har brug for hjælp ude i køkkenet.
– Du sidder og snakker midt i arbejdstiden, siger han med et smil på læben.
Bruna griner. Hun fotæller, at når de er på arbejde, er de ikke mor og søn, men kollegaer, og derfor er det er ikke så unormalt at få en skideballe af sin søn.
Bruna har selv været med i snart 44 år, lige siden hun som helt lille pige tumlede rundt i restauranten, og i den tid har området gennemgået store forandringer. I dag er klientellet en broget flok, men i gamle dage var det ofte lastbilchauffører, der holdte til, og pigerne, som gik og trak ude på gaden.
Men Vesterbro er blevet mondænt, og Kødbyen er gået fra at være et industrikvarter, til at være et område med bar- og restaurantliv. Udviklingen i området kan godt mærkes, og det har ført til en større diversitet blandt gæsterne. Det er ikke unormalt, når restauranten er travl, at turister fra udlandet må dele bord vestjyske håndværkere. Det kommer der mange sjove samtaler ud af, fortæller Bruna.
Men forandringerne i kvarteret har ikke ført til færre gæster. Tværtimod har de rigtig travlt, og de har de senere år kunne mærke, at folk søger det gamle. Både maden, men også nærværret.
– Jeg er da taknemmelig for, at den yngre generation har fået øjne op i ellevte time.
For tredje gang bliver Bruna skyndt på, denne gang af hendes mand. Hun rejser sig og giver os hånden, vi siger mange tak for snakken.
Da vi har betalt, går vi ud og ryger en smøg, og da vi kigger ind af vinduet til køkkenet, står Bruna og vasker tallerknerne op sammen med familien. Et sjældent, men varmt syn.
En brunt værtshus?
Vi slår mave på Freddys Bar, et gammelt værtshus, som kun ligger en spytklat fra Chicky Grill, og vi falder hurtigt i snak med de andre i baren. Jill har netop spillet banko, og er nu i færd med at bestille en rom og cola.
Da vi fortæller hende, at vi er kommet for at opleve det gamle Vesterbro, begynder hun ivrigt at fortælle om gamle dage. Hun er selv vokset op i området og kom også på Freddys som ung. Hun kan sagtens mærke forskel, og hun mener ikke baren længere kan kaldes ”et brunt værtshus”. Det er blevet for poppet, og der for mange farverige flasker i baren. Det samme gælder musikken, og da jeg lytter efter, kan jeg godt forstå, hvad hun mener. Det er ikke John Mogensen, der spilles fra højtaleren, men Tupac. Men det største bevis på, at baren er blevet for hip, er Cappuccinomaskinen for enden af baren.
– Det har man sgu da ikke på et brunt værtshus.
Vi snakker længe med Jill, om alt fra 9/11 til gamle baggårdslokummer, og hun lærer os, at det klart er bedst at stryge sine skjorter, mens de er våde. Der er ikke det, vi ikke for vendt, og andre gæster byder ind. Det samme gør bartenderne, som også fortæller røverhistorier fra gamle dage, om luder og lommetyve, og alt derimellem.
Da vi går fra Freddys Bar, er vi mætte på både mad og indtryk. Det har været en formidabel aften, hvor vi er kommet i snak med mange forskellige typer mennesker, de fleste dobbelt så gamle som os selv.
Nærværet, som Bruna taler om, er noget vi kan savne, når vi er ude og drikke Mikkellerøl eller spise fine tre-retters. Det er derfor, vi tog til Vesterbro. For at spise det autentiske danske mad, men også for at møde autentiske mennesker, der er nede på jorden og taler lige ud af posen.
Chicky Grill og Freddys Bar er den perfekte kombination, og Dandy uddeler derfor seks sovsekander ud af seks, hvilket er første gang i magasinets historie.
Ha’ det godt!