Det lyder næsten som grundlaget for en dramatisk julekalender. Store dele af landet blev hårdt ramt af århundredets stormflod natten til den 21. oktober. I de hårdest ramte områder kæmper folk stadig med genhusning, forsikringsselskaber og stormflodserstatning. Jeg er selv en af dem. Strømmen blev afbrudt i de udsatte områder, i takt med at stormen tog til. Derfor måtte min kæreste og jeg forlade vores hjem der lå lige ud til stranden, syd for Kolding, allerede fredag den 20. oktober. Klokken 18.00 var vejen foran vores stuelejlighed næsten oversvømmet. Vi kunne ikke være blevet meget længere, hvis bilen skulle kunne køre derfra.

Da vi morgenen efter vender hjem, er julen nok det sidste i mine tanker. Bryggerset bagerst i lejligheden var oversvømmet med mudret vand. I kælderen stod 40 centimeter vand, og lejlighedens fyr var dermed oversvømmet. Det kom aldrig til at virke igen. Midt i kaos og alt for meget saltvand de forkerte steder tænker jeg alligevel ved mig selv, at der er mange, der har det værre end os. Hurtigt indså jeg dog, at det kan man ikke bruge til ret meget, når man står midt i en personlig krise. Man må gerne have ondt af sig selv! Så længe man bevæger sig langsomt fremad mod en forbedring af den situation, man står i, så er det okay at dvæle lidt ved smerten. Mærke efter og sige: Det her er hårdt og svært. På den måde mærker man mere tydeligt, når tingene bliver bedre. Det var, og er stadig, uoverskueligt helt at begribe situationens alvor. Vores hjem blev på bare én nat ubeboeligt. Vandet i kælderen medførte at lejligheden blev voldsomt fugtig, og i al hast måtte vi pakke hele vores hjem i en flyttecontainer. Alligevel var vi “heldige”, da vi har familie, som både stod klar med husly og hjælp til det praktiske. Overskuddet rakte kun til at tænke én dag frem ad gangen. Julen lå meget langt ude i horisonten, da jeg stod i vand til lidt under knæet i min kælder.

For et par år siden arvede jeg al min farmors julepynt. Sorg og savn er svært, så jeg har faktisk ikke selv haft det oppe at hænge. Min farmor ELSKEDE julen, og derfor var det vigtigt for mig, at hendes pynt i sin tid ikke blev smidt ud. Alligevel har jeg ikke kunnet få mig selv til at hænge det op i mit eget hjem. Jeg var usikker på, om pynten stod i kælderen eller på vores ekstraværelse, som med tiden havde udviklet sig til et pulterrum. Efter et par timers hårdt og vådt arbejde med at få ødelagte ting op af vores kælder, begav jeg mig hen til et hulrum under kældertrappen. En masse gamle papkasser havde blokeret åbningen. De var nu alle druknet i havvand. Men bag dem fandt jeg min farmors julepynt! Fuldstændig uskadt i praktiske plastikkasser, endda stående i en højde, hvor vandet ikke havde været oppe. Da dryssede der en lille smule julemagi ned over mit tunge humør.

Miraklernes tid er aldrig forbi. For mig blev det gensynet med min farmors TØRRE julepynt, der bragte lidt håb tilbage i en ellers mørk og meget VÅD tid. I mange år har julen for mig mest været en anledning til stress og jag. Både grundet arbejde og alle de forpligtelser, man føler, der hører sig til årstiden. I år glæder jeg mig meget til 1. december, hvor min kæreste og jeg kan flytte ind i vores nye varme hjem. Julepynten skal frem, og december bliver en måned med fokus på de helt essentielle glæder i livet: at have et tag over hovedet, og vigtigst af alt, at have nogen at dele sit liv med.

Den moderne jul med stress, jag og et forventningspres om overflod af både mad og gaver er, mig bekendt, ikke noget, de fleste hungrer efter. Julen er en sjov størrelse, for den betyder både det samme og noget helt forskelligt for os alle sammen. Før fortællingen om Jesus og den kristne jul var denne tid på året kendetegnet ved en lysfest. Hvis der er noget, vi mennesker bør kunne enes om, så må det være lyset. Solen, et stearinlys, der spreder hygge, eller det lys, der spreder sig i sindet ved selv det mindste håb. Måske vi skulle hæfte os mere ved det, lyset. Ikke alle stormflodsramte har mulighed for at finde en ny bolig. Ikke alle finder trøst og glæde ved deres farmors julepynt. Lyset, de mindste lyspunkter eller kæmpestore og fantastiske oplevelser er det, der gør forskellen for os mennesker. Julefred for mig i år, bliver at finde ro i mit nye, trygge hjem.

Af Michala Stenstrøm

_{Grafik: AI}