Til fodboldfest i Storms Pakhus: Kan man se fodbold på trods af døde migrantarbejdere og forbud mod homoseksualitet?  

Storms Pakhus i Odense gav tirsdag eftermiddag bolden op til storskærmsvisning af kampen mellem Danmark og Tunesien. En kamp som blev spillet til den mest kontroversielle VM-slutrunde i historien.

Knap 1500 gæster havde fundet vej til Storms Pakhus for at se Danmarks første VM-kamp ved slutrunden i Qatar.

Af Caroline Stougaard Nielsen og Malte Storm Madsen

Det er kvart i nationalmelodi, og øjnene på de odenseanske roligans lyser af spænding i mekkaet af street food-boder, barer og dannebrogsflag. Her dribler de rundt for at finde en god plads foran en af de mange storskærme, mens en hyret guitarist brager ”Alle for én” ud fra en scene. Klokken er kvart i to om eftermiddagen – det mærker man ikke.

De mørke kontroverser omkring VM i Qatar har næppe gået nogens næse forbi. Optakten til slutrunden herhjemme har handlet mere om de tusindvis af døde migrantarbejdere, overtrædelser af menneskerettighederne og diskrimination mod LGTB+-personer, end den har handlet om 4-4-2 og 4-3-3. Spørgsmålet er, om man kan se fodbold som man plejer, når omstændighederne udenfor banen aldrig har været mere katastrofale?

– Vi kommer ikke her for politik

Mike og Sebastian har snørklet sig vej gennem sværmen af rød-hvide trøjer og indfundet sig ved et af de mange fadølsfyldte langborde flankeret af deres studievenner fra markedsføringsøkonomstudiet. Selvom de begge kender til bagsiden af VM-medaljen, ønsker de til dagens kamp at lægge det politiske på hylden og holde øjnene på bolden:

– Vi synes det er okay, at man til dette arrangement adskiller fodbold og politik. Fodbold skal være fodbold, og politik skal være politik. Vi kommer ikke her for politik. Det kan vi snakke om resten af døgnet. Men når der er kamp, er der kamp.

Mike og Sebastian havde håbet på en 3-0-sejr, men måtte ligesom resten af Storms Pakhus nøjes med den ene point.

Begge glæder de sig over fællesskabet og sammenholdet omkring det danske landshold:

– Det at støtte det danske landshold handler om sammenhold på kryds og tværs – også for folk der ikke går op i fodbold.

Storms Pakhus er et ikke-politisk hus

Jannik Meier Sørensen, Marketing Manager hos Storms Pakhus, skriver i en mail til Qatar i Danmark, at de er klar over de mange problematikker forbundet med VM i Qatar. Men også, at ansvaret ikke ligger på deres banehalvdel:  

– Storms Pakhus er – uanset om folk vil det anderledes eller ej – et ikke-politisk hus. Vi er neutrale. For os handler det om at skabe glade folkelige stemninger. Man ka’ sige, at vi støtter op om folkestemninger.

– Hvis regeringen, DBU eller for den sags skyld fodboldlandsholdet lavede en markering om, at VM er noget vi boykotter, så ville vi selvsagt agere derefter.

Synes i, at i støtter VM i Qatar ved at arrangere storskærmsvisninger? 

– Nej. Vi støtter fodboldlandsholdet. Hvis ikke folk så kampen her os, så ville de uanset hvad se kampen et andet sted. Eller derhjemme. Jo større seertal; des flere penge til FIFA og arrangørerne. Storskærmsarrangementer piller jo lidt glansen af seertallene, i og med flere mennesker ser kampen på ét signal fremfor mange. Hvis samtlige organisationer i Danmark gik ind for et boykot, så ville vi omvendt overvejende nok også støtte en samlet indsats.

Tilbage foran storskærmene er lyset falmet i øjnene under klaphattene, der hungrer efter et dansk føringsmål efter 55 minutters spil. Det får heller ikke ligefrem folk til at løfte deres korslagte arme, at den største storskærm jævnligt går i sort. Men pludselig – Andreas Skov Olsen opsnapper en nedfaldsbold i feltet og hamrer den ind til 1-0! Jubelbrøllet suser igennem Pakhuset! Fadølsregnen og ekstasen når dog knap nok at bryde ud, før målet bliver underkendt for offside. Efter et tørt 0-0-resultat siver stemningen og folkemængden stille ud gennem portene til virkeligheden og en våd efterårsdag.

Håbet er dog langt fra ovre, og der er stadig rig mulighed for at få stillet den danske måltørst til de næste kampe mod Frankrig lørdag kl. 17 og Australien onsdag kl. 16. Begge kampe vises selvfølgelig på Storms Pakhus.