Simon og Anders er groundhoppere: Det er ikke en hobby, det er en livsstil

Foto: Simon Lindholm Jürgensen

Groundhoppingens spæde begyndelse foregik i England i 1970’erne og har siden bredt sig til resten af Nordeuropa. Det er en hobby for fodboldentusiaster, som går ud på at se så mange fodboldkampe på så mange forskellige fodboldstadioner som muligt. I Danmark er det særligt eksploderet efter COVID-19 aftog.

Af Oliver Lyngaa

Simon Lindholm Jürgensen og Anders Wiborg Jensen er to af dem, der stolte kalder sig for groundhoppere. De har sammenlagt set 1144 kampe, siden de begyndte at tracke hobbyen. Kampene strækker sig fra den 5. bedste fodboldrække i Serbien og Tyskland til de bedste fodboldrækker i Danmark og England. Fælles for dem begge er dog, at du ikke behøver at være fan af de hold, du besøger:

-Det er kulturen og oplevelserne, når du tager ud til kampene. Der er ikke nogen følelser på spil. Det gælder bare om at nyde kampen og håbe på masser af mål og god stemning fra begge fanlejre, siger Anders Wiborg Jensen.

Simon Lindholm Jürgensen tilføjer:

-Kampene betyder ikke det store for mig. Det er, når du er på vej hen til stadion, træder rundt om et hjørne og ser det og oplever stadionet og stemningen derinde. Det er det, jeg husker mest.

Den gode fanoplevelse

Det tyder dog på, at de to groundhoppere ikke er de eneste, der finder vej til de danske fodboldstadioner. I sæsonen 2022/2023 havde den danske 3F Superliga det højeste tilskuergennemsnit nogensinde i den bedste danske fodboldrækkes historie. Knap 2 mio. gik gennem tælleapparaterne, hvilket også var en stigning på 19,1% fra den forgangne sæson.

Hos B. 93 i den danske 1. division for herrer har man også oplevet et tilskuerboom. Det skyldes dog en helt særlig strategi:

-I de lavere rækker kan man ikke altid tilbyde resultatet som en del af den gode oplevelse. For os handlede det derfor i stedet om, hvad vi kunne tilbyde på stadion, for at tilskuerne stadig fik en god oplevelse, siger Mikkel Christopher Jensen, der er kommerciel direktør i B. 93 og tilføjer:

-Vi tænkte, at en fodboldkamp er det oplagte format at holde opvarmning hos, inden man skal videre i byen. Så hvorfor ligger alle kampe kl. 14 eller 16 om søndagen, hvor der absolut ikke er nogen interesse i at drikke flest mulige fadøl eller hænge ud med vennerne?

Derfor valgte klubben at rykke deres hjemmekampe til fredag kl. 19. Det har resulteret i en fremgang i tilskuergennemsnit fra 350 for fire år siden til 2200 i indeværende sæson.

Fremtidsplanerne er klar

I Danmark nærmer vi os en vinterpause i fodboldsæsonen. Det betyder også en lang periode uden turneringskampe og stadionoplevelser. Det giver dog groundhopperne tid til at sætte sig nogle mål for det kommende år.

Simon Lindholm Jürgensen har en kæmpe forkærlighed for det gamle Jugoslavien, og han har, hvad han selv kalder et meget specielt mål:

– Personligt vil jeg gerne se de klubber, der har spillet i den bedste jugoslaviske række fra 1946 til 1992.

Anders Wiborg Jensen mangler derimod kun fem stadioner for at have besøgt samtlige i den næstbedste række i Tyskland.

-Det er vanvittige, store klubber i den række, og der er bare en aura og stemning omkring de klubber. Det er simpelthen fantastisk.