Andreas har lavet en app, der skal få dig sikkert hjem fra byen: – Nogen skulle gøre noget

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Vyacheslav Argenberg

Tilbage i 2011 blev 17-årige Magnus påkørt af et tog i Odense. Det gav Andreas Poulsen idéen til en app, der skulle få dig sikkert hjem fra byen. Nu er den gået i luften, og udvikleren selv håber, at den kan skabe en samfundsændring

Af Mikkel Kristensen og Nicklas Plum

Da coronapandemien ramte Danmark, blev Andreas Poulsen ramt af en idé, han fik for 10 år siden. Den 24-årige datalogistuderende havde en masse tid mellem hænderne, og den tid blev brugt på at skabe appen LetUsKnow, der skal få de unge mennesker sikkert hjem fra byen.

Selv fortæller udvikleren, at motivationen til at komme i gang med projektet skete efter de to hændelser i Aalborg, hvor Mia Skadhauge Stevn og Oliver Ibæk Lund mennesker på hver deres tragiske måde omkom efter en bytur i Jomfru Ane Gade.

– Da alt det her med Mia (Skadhauge Stevn, red.) skete, og vi kunne se folk forsvinde nærmest hver weekend, så tænkte jeg: “Nogen skal gøre noget.” Men der er ikke ret mange, der har lyst til at gøre noget, hvis der ikke er penge i det.

Det, der svarer til 10 snapchats

For Andreas Poulsen var det vigtigt at gøre appen så nem og gnidningsfri som muligt. Det er ikke altid lige nemt at bøvle med teknik, når der er kommet rigeligt med Odense Classic indenbors.

Når du har hentet appen og indtastet dine informationer, indtaster man de venner, man gerne vil have ved besked, og så klarer appen resten for dig.

Alle barer og natklubber er registreret på LetUsKnow, og det vil sige, at når du har været på en bar i 10 minutter, sender appen en besked ud til de venner, du er forbundet med på appen, og fortæller, at det er her, du befinder dig.

– I korte træk handler det om, at man skal holde hinanden opdateret, og det kan man gøre automatisk, fordi vi har IT i lommen. Appen bruger ikke noget strøm. Det tager mellem 3-5% på en aften. Det er jo 10 snapchats.

Når man efter en lang aften endelig rammer puden, vil appen sende en besked ud til ens venner og fortælle, at man er kommet sikkert hjem. Men hvis det ikke er tilfældet, og noget er, som det ikke skal være, fortæller appen også det.

– Appen tjekker også for uregelmæssigheder. Hvis du går ved en å og ikke bevæger dig i 5 minutter, registrerer den det og sender en advarsel ud.

Et samfundsmæssigt skifte

Andreas Poulsen er klar over, at de to sager fra Aalborg er ekstreme tilfælde, og selvom han håber, at LetUsKnow kan forhindre endnu en tragedie, håber han også på noget større.

Han ser selv en udvikling, fra da han startede med at gå i byen, til nu. Folk skriver ikke til hinanden på samme måde og minder hinanden om, at man er kommet sikkert hjem.

– En ting er, at folk falder i åen og falder ud forskellige steder. Det er ekstreme tilfælde. Men det allervigtigste er, at vi skal have en samfundsændring her, hvor vi siger: “Okay, vi er nødt til at holde hinanden opdateret,” og det gør vi ikke,« mener udvikleren og fortsætter:

– Når man først får lidt at drikke, så bliver det okay ikke at skrive, fordi man er fuld, og det er lidt den evige undskyldning. Så jeg håber, vi kan få noget fokus på, at det er skide vigtigt at skrive, når man kommer hjem, fordi folk bliver bekymrede.

Goodwill-projekt

For Andreas Poulsen er der ikke en snert af økonomisk incitament i projektet. Selv siger han, at det er en ren underskudsforretning. Alle udgifter bliver betalt af hans egen virksomhed, og han vil ikke tjene penge på appen.

– Der er overhovedet ikke et pengeaspekt i det, og de, der hjælper til, hjælper også til gratis. Så der er ingen penge i det. Det er folk, der gør det af goodwill.

Og kreatøren selv mener også, at der er én helt særlig grund til, at man ikke har set lignende tiltag.

– Der er nul kroner i det. Der kommer ikke til at være penge i det, alt data bliver slettet efter 10 dage, der er ingen reklamer, og appen kommer til at være gratis. Det er ren goodwill-projekt, og det er derfor, der ikke er andre på markedet, der gør det, fordi der ikke er penge i det.