Når skønheden griber ud.

Mødet mellem et kunstværk og beskueren er en dialog. Det kræver en åbenhed fra beskueren og en håndsrækning fra værket. Dandys udsendte har med udgangspunkt i værket Kristus i de dødes rige forsøgt at forstå, hvad der sker i kunstoplevelsen.

Af Asger Brix Andersen

Joakim Skovgaards Kristus i de dødes rige fra 1891. Foto: Statens Museum for Kunst.

Jeg går på statens museums faste udstilling om dansk og nordisk kunst. Just har jeg passeret guldalderens dukkeportrætter og skagensfiskere, da jeg pludselig kommer til udstillingens sorte rum. På endevæggen hænger det. Maleriet over alle andre malerier på museet. Kronjuvelen. Kristus i de dødes rige af Joakim Skovgaard fra 1891. Det forfører mig, og jeg er som forhekset, da jeg går mod det.

Men hvordan kan det være, at netop dette værk er så dragende? Umiddelbart fanger og ændrer det mig. Jeg er ikke den samme efter, som jeg var før, jeg mødte Kristus i de dødes rige.

Ifølge Frederik M. Bjerregaard-Nilsen, der er tilknyttet Center for Fænomenologisk Psykologi og Æstetik på Københavns Universitet, sker ændringen, fordi jeg bliver intrapelleret af værket.

”Der er en rækken ud efter, en særlig dynamik mellem subjekt og objekt,” siger han.

Kristus i de dødes rige rækker altså ud efter mig, og hvis jeg åbner mig for håndsrækningen, kan billedet forandre mig.

”Der er en væsensforskel mellem en kop og et maleri, fordi maleriet har en evne til at gribe fat i én.”

”Og det denne griben ud efter, som skal forstås ved begrebet intrapellation.” mener Frederik M. Bjerregaard-Nielsen.

Når jeg står foran Joakim Skovgaards maleri, er det altså ikke mig, der griber fat i maleriet, men maleriet, der griber ud efter mig.

Og jeg vil have, at det griber mig. Grib mig Kristus i de dødes rige! Grib mig!

For at forstå hvorfor dette sker, gør Center for Fænomenologisk Psykologi og Æstetik brug af filosoffen Maurice Merleau-Ponty.

”Merleau-Pontys analyser af perceptionen er så udfoldede, så præcise og så dragene, fordi man kan mærke mennesket Merleau-Ponty, når han skriver,” siger Frederik M. Bjerregaard-Nielsen.

Maurice Merlau-Ponty analyserer kroppens forhold til verden, hvilket er centralt for Center for Fænomenologisk Psykologi og Æstetik. Centret fokuserer særligt på det umiddelbare møde med et kunstværk, og hvordan det påvirker beskueren følelsesmæssigt. Den samme følelsesdragning jeg oplevede ved Kristus.

Fokus på kunsten.

Jeg bliver ved Kristus i de dødes rige. Jeg studerer de dødes bedende ansigter, holder mit fokus på Kristus udstrakte arme og den lysende glorie om hans hoved, ser kvindens lange røde hår og kraniet, der kvases af Kristus fod.

At være opmærksom på kunsten og bruge tid på at undersøge den, mener Ole Løwe Graf, gymnasielektor i billedkunst og design med femogtyve års erfaring indenfor iagttagelsen af billedkunst, er vitalt.

Han mener, at hvis man på forhånd har en forventning om, at hvad man skal se, er godt, så vil beskueren være mere tålmodig med værket.

”Din tålmodighed er allerede stemt til at være større,” som Ole Løwe Graf formulerer det.

Og jeg er tålmodig med Kristus i de dødes rige. Jeg tillader maleriet at vise sig for mig. Det er altså som en dialog mellem mig og værket. Værket fortæller mig noget, og jeg er lydhør. Åbenheden mener altså både Frederik M. Bjerregaard-Nielsen og Ole Løwe Graf er centralt

”Som beskuere er vi nødt til selv at tænke med eller føle med, så vi kan færdiggøre, det vi har oplevet,” forklarer Ole Løwe Graf.

Som jeg ser nærmere på billedet, er der særligt en person i de dødes rige, jeg føler med. En af de døde stikker hovedet længere frem end de andre, mens han måbende betragter Kristus.

Hvorfor min sympati vækkes af denne person, har Ole Løwe Graf et bud på.

”Professor på Columbia university David Freedberg har et samarbejde med neuroforskningsafdelingen på universitetet. Han forsker i spejlneuroner og mener at kunne påvise, at hvis vi ser på malerier af meget lidende mennesker vil spejlneuronerne spejle det oppe i vores egen hjerne, dermed tændes vores medfølelse med de personer, der er afbilledet,” siger han.

Efter at jeg har siddet et stykke tid, rejser jeg mig og begiver mig mod udgangen. Jeg efterlader Kristus i de dødes rige på den sorte væg, men det er stadig med mig, mens jeg går ned ad trapperne.

Kunstens rolle i samfundet

Som jeg går fra museet, ud på pladsen og mod Nørreport station, tænker jeg over, hvad kunstværker kan sige, om den tid de er skabt i. Hvad siger Cezanne om slutningen af 1800-tallet, Pollock om 40’erne og Vermeer om det 17. århundredes Holland?

”Kunstens rolle har altid været at være på kanten af det eksisterende samfund, på kanten af den eksisterende normativitet,” mener Christina Marie Jespersen, der er en del af Center for Kunstnerisk Viden og Udvikling. Centret repræsenterer syv forskellige kunstneriske institutioner under kulturministeriet og arbejder med at producere kunstnerisk viden, som er relevant for samfundet og for de forskellige kunstdiscipliner.

Ifølge hende mimer kunsten ikke samfundet, men skaber nye betydninger. Den afspejler en anden sensibilitet. Som Vilhelm Hammershøjs landskabsmalerier ikke er en præcis afbildning af Falsters fauna, men bibringer et nyt perspektiv, du ikke kan se med dit blotte øje, hvis du trasker gennem naturen.

Som jeg får tjekket mit rejsekort ind og stillet mig i metroen, falder mine tanker på, hvilke problemer kunsten kan behandle. I dag har kunsten særligt fokus på spørgsmål som identitet og klima, men er der temaer kunsten ikke kan behandle?

Det mener Christina Marie Jespersen ikke.

”Der skal være lige så mange kunstnere, som der er problemer i samfundet,” siger hun.

Der er mange problemer i samfundet, kommer jeg frem til, mens metrodørerne åbner sig. Konflikter, tabuer og generationskløften mellem unge og gamle.

Men en ting er sikkert: I mødet med kunsten kan løsninger findes.