Patti Smith, Gloria: In Excelsis Deo (1975)
Af: Marie Müller
De fleste der skal skrive en artikel om sangen ’Gloria: In Excelsis Deo’ fra Patti Smiths debutalbum ’Horses’(1975), vil nok starte med at citere sangens første linje. Den første linje fra albummets åbningsnummer stadfæster på mange måder Patti Smiths plads i musikhistorien. Som digter, rebel og som et ikon. Gloria er en rocksang, det er også en videreudvikling af den klassiske rocksang, en begyndelse for punken og så er det poesi.
Sangen består af en coverversion sangen ’Gloria’ skrevet af Van Morrison i 1964 og et digt der hedder ’Oath’ af Patti Smith selv. Derudover er titlen ’Gloria In Excelsis Deo’ en henvisning til en katolsk salme, hvor englene forkynder Jesus fødsel til hyrderne.
Hele albummet er indspillet i New York, i Electric Lady studios, det studie Jimi Hendrix byggede 10 måneder inden hans død. Produceren er John Cale, efter sigende fordi Patti Smith godt kunne lide hans kindben på et albumcover, men nok også fordi han var medlem i The Velvet Underground og vidste hvordan man indspiller en rå og liveagtig lyd.
Rent musikalsk lyder Gloria som en klassisk rocksang, musikken er rytmisk og simpel, men også hurtigt og rå. Sangen er blevet til ved improvisation og under liveoptrædener på barer i New York.
Sangen er ikke et traditionelt cover af en sang, det er en fortolkning af og en hyldest til de mange musikere fra 60’erne som Patti Smith så som sine helte og hvoraf mange af dem allerede var døde i en ung alder. Som tema handler sangen ’Gloria: In Excelsis Deo’ om begær og længsel. Ved at synge fra et mandligt perspektiv, bliver det også tydeligt hvordan kvindesynet og kønsrollerne var i 60’erne, da sangen originalt blev skrevet. I populærkultur blev kvinder beskrevet som noget man tog eller gjorde til sin egen, og hvor mændene og deres lyst var det dominerende.
Sangtekster blev ikke skrevet ud fra at kvinders oplevelser, som gennemgående tema handlet de om ejerskab og fortællernes egne lyster. Patti Smiths version af sangen afslører det lidt foruroligende i denne altopslugende lyst og fokus på egne behov. Men uden direkte at kritisere det, gør hun denne stereotype persona til sin egen.
Først og fremmest ser Patti Smith sig selv som en digter, også bruger hun musikken og det at optræde til at forstærke og underbygge det hun skaber. Hele teksten består af sproglige symboler og mange lag, at det må være op til lytteren selv at komme med deres eget bud på hvad sangen handler om.
Åbningslinjen ”Jesus died for somebodys sins / but not mine” stadfæster også den gør det selv tilgang som Patti Smith og hendes band havde til musikken, længslen efter frihed og den utæmmede energi gør at sangen stadig føles frisk og relevant i dag.
Vil man dykke mere ned i Patti Smith, så tjek dette ud:
- Patti Smith ’Just kids’ (bog)
- Patti Smith ‘Horses’ (album)
- Patti Smith – dream of life (dokumentar, kan ses på filmstriben)