Maja Lystrup og Rosa Christensen er bedste veninder. De har hverken gået i skole sammen eller mødt hinanden til en fritidsaktivitet. I stedet har de fundet hinanden på Facebook i en gruppe for vennedating.
Rosa Christensen (t.v.) og Maja Lystrup (t.h.) har kendt hinanden i syv måneder og er på kort tid blevet hinandens tætteste. Foto: privatfoto.
Af Ida Kjær og Anne Graumann Ubbesen
For en udefrakommende ser det ud, som om Maja Lystrup og Rosa Christensen har kendt hinanden i årevis. De taler i munden på hinanden, griner af interne jokes, kun de to forstår, og for nylig smed de alt, hvad de havde i hænderne, for at rejse en uge til Gran Canaria.
”Det var meget spontant og ren tøsehygge,” fortæller Rosa Christensen og griner.
Men faktisk er de to unge kvinder ikke dit typiske vennepar. De har nemlig ikke gået i skole sammen eller mødt hinanden gennem en fælles ven.
Maja Lystrup fortæller, hvordan hun – da hun flyttede fra Aarhus til København – savnede en nær ven. En afslappende hverdagsrelation, hvor man kunne komme forbi i joggingtøj og lave mad sammen. Derfor tog hun sagen i egen hånd og lavede et opslag i Facebook-gruppen ’Find en veninde #dueraldrigalene’, hvor hun søgte en dagligdagsrelation.
Rosa Christensen var også medlem af gruppen og kunne genkende sit eget behov i Maja Lystrups opslag. Gennem sit studie havde hun mange bekendte, men savnede en nær ven.
”På mit studie bliver man venner for at sidde og snakke om studierelevante ting. Det bliver aldrig et tæt venskab. Så det savnede jeg meget,” fortæller hun.
Endeløs snak langs Amarminioen
Maja Lystrup blev glad for Rosa Christensens besked.
”Der var rigtig mange mennesker, der havde skrevet til mig, men der var mange af dem, hvor jeg kunne mærke, at vi var meget forskellige. Med Rosa mærkede jeg allerede på forhånd, at vi matchede hinanden ret godt. Vi havde mange af de samme forventninger til et venskab,” fortæller hun.
De mødtes til en kop kaffe og havde kemi fra start. Derefter udviklede bekendtskabet sig hurtigt til en nær relation. Særligt én vennedate gjorde hurtigt udfaldet og kickstartede de dybe samtaler.
”Vi aftalte med det samme at mødes igen, og så gik vi Amarminoen sammen. Det er jo en ret lang tur, så der snakkede vi bare nonstop i otte timer,” fortæller Rosa Christensen.
I dag ses hun og Maja Lystrup fire-fem gange om ugen. De har forskellige interesser og energiniveauer, men kemien og kærligheden til hinanden er ikke til at tage fejl af. De oplever at spejle sig i hinanden og relatere til hinandens turbulente tilværelse i start-tyverne.
Vennedating som værn mod ensomhed
Inden vennedaten kendte begge veninder til følelsen af ensomhed.
”Jeg kunne godt have krise over, at folk havde så mange venner. Jeg kunne se på de sociale medier, at de kendte Gud og hver mand. Men efter jeg har mødt Maja, har jeg meget mere fokus på de nære relationer. Jeg vil hellere have én Maja end tyve perifere veninder,” siger Rosa Christensen.
Og følelsen af ensomhed er de langt fra alene om. Ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2021 er der mange unge kvinder, som føler sig ensomme. Faktisk er det hele 26,3 procent af de 16-24-årige kvinder, der viser tegn på ensomhed, hvilket er det højeste inden for alle demografiske grupper.
Maja Lystrup genkender tendensen fra sig selv og sin omgangskreds.
”Det er en meget målrettet ungdom. Man kan meget hurtigt komme til at sammenligne sig med en, hvor det ligner, at vedkommende har 100 venner. Men i virkeligheden er det jo ikke ægte venner. Du kan jo ikke se på sociale medier, om folk er sammen med ægte venner eller perifere bekendte,” siger hun.
Derfor er Maja Lystrup og Rosa Christensen taknemmelige for at have fundet hinanden. De oplever, at deres tætte relation giver dem et godt fundament til at bekæmpe følelsen af ensomhed.
”Det er meget, den der tryghed i at have en anden, man kan regne med. For eksempel hvis man har haft en dårlig dag, så er der en stor tryghed i at vide, at der er et andet menneske, der sidder klar med en kop kaffe,” fortæller Rosa Christensen.