En aften under den nøgne spidshat
Af Mathilde H. Skram
Stemningen er god på efterårets ellers koldeste aften, og musiksultne gæster begynder at stimle ind til Mojo’s psykedeliske tirsdag på Løngangstræde i indre København. Kl. 22:00 går det hele løs.
Scenen er sat med lys og lamper i alle regnbuens farver, der står i stærk kontrast til det dunkle brune, der omklamrer Mojo’s kundekreds, der mest af alt står klemt i baren grundet de udsolgte Blanc-øl, og den tomme Tuborg-fustage. Bartenderen kommer ilende frem fra baglokalet, skifter den tomme, og får en efter en sendt de glade gæster ned på plads. Der bliver langsomt fyldt op ved de kolde, fastboltrede stål- og træborde. Alle sidder klar med øjnene rettet mod scenen, undtaget den trio, der har slået sig ned i barrens rygekabine. Den unge kvinde i pelsen med den røde læbestift, den midaldrende mand i arbejdsbukser fyldt med savsmuld, og en ældre halvråbene mand med et smil på læben.
Lyset dæmpes, kl. er 22:22, bandet går på, alle er klar. To guitarister står på hver deres side af forsangeren, Fancy Lee, som lyser scenen op med sin karisma og lunefulde stemme. Det amerikanske band, The Doors, er et af de første, der genkendes når Fancy Lee og hendes guitarister folder deres kartotek ud. Den psykedeliske stemning fra 60’erne og 70’erne hænger tungt i luften, og bliver efterfulgt af en fejlfri fremføring af nummeret Nashet fra de danske Steppeulvene, der kan føre enhver tilbage til de gamle dage, hvor hippiebølgen herskede, Christiania var rockerfri, og LSD-forbruget var på sit højeste.
Det ene nummer efter det andet bliver slynget igennem mikrofonen til jubel og klapsalver. De nostalgiske toner fylder barens brogede lokaler, og publikum er varmet godt op til en time mere med livemusik.
”Det er sgu ikke ægte psychedelic, men det lyder fandme godt!”, halvråber den ældre mand ude fra Blues barens skrabede rygerum med et stadigt smil på læben.
Det bredt repræsenterede publikum oser af tilfredshed, selvom der tydeligt er delte meninger om, hvordan psychedelic-genren skal opfattes. Det tågede rygerum uden dør, med trænge kvadratmeter, og fire stole kvadratisk placeret, rummer et virvar af musikalske indtryk og diverse udtalelser. Der bliver diskuteret alt fra Pink Floyd til den københavnske metroring, og pludselig et skift til en snak om datinglivet, og tilbage hurtigt til det musikalske hjørne, hvor musikgenren, psytrance, bringes op.
Den amerikansk opfostrede sangerinde Fancy Lee takker publikum, og kalder på pause med et løfte om et lige så syret show når de går i gang med 2. del. Loftslamperne tændes, og gæsterne begynder at bevæge sig mod enten baren eller toilettet. Toiletterne der næsten også mest minder om de klassiske amerikanske divebars, med halvødelagte toiletdøre, en knækket låsemekanisme man ikke kan holde på, telefonnumrene til en håndfuld teenagere skrevet på dørene, og toiletpapir i alle rummets afkroge. Det brune værtshus udtryk fylder entydigt Mojo’s indre, men den festlige stemning fra det daglige koncept om kl. 22.00 liveoptræden, ses tydeligt hos det glade publikum.
”Stoffer er et alvorligt problem i hele verden. Jeg arbejder selv som socialrådgiver på Vesterbro.”.
Som opfølgning på løftet om et syret show, falder snakken på stoffer. Bandets sangerinde, Fancy Lee, fortæller om hendes egen baggrund og det generelle problem, der ofte er en kultur indenfor denne musikgenre, med en formaning om, at man stadig kan være deltagende i musikken uagtet et fravalg af det euforiserende. Dermed er planen lagt for et fortsat psykedelisk eventyr inden aftenen skal slutte. Lyset i baren dæmpes, og bandet begynder at spille.
De to gutter på guitar giver den alt, hvad den kan tage med guitarsoloer, og de ledeste rocktoner fra 70’erne. Det er uden tvivl et arrangement med plads til variation. Den ene har smidt frakken og stiller sig helt forrest iført sine elegante laksko. Han spiller sin solo med en energi, der kun kan være kommet af en aften med et festligt publikum. De øvrige medlemmer danser, smiler, og drikker øl i baggrunden, og efterlader et indtryk af et musikalsk fællesskab fra en genre, der måske for mange er glemt. Synergien står skarpt hos tremandsbandet, hvem end, der står forrest, om det er den karismatiske sangerinde, med det røde hår, det sorte outfit, og de udtryksfulde tatoveringer, eller om det er en af de tilbagetrukne guitarister, der for det meste holder sig pænt og koncentreret i baggrunden. Der er uden tvivl plads til alle i dette bands spotlight. Gæsterne er blevet fuldere, råbene er blevet højere, klapsalverne er intensiveret. Kl. er 00:25 og bandet skal til at runde af. Der takkes oppe fra scenen til det underholdte publikum, der lige så småt får drukket det sidste i deres halvtomme glas, og får vinterfrakkerne på. Det er en tirsdag aften, og folk skal op og på arbejde. De går alle hjem én psykedelisk oplevelse rigere.