Send Flere Krydderier giver forklædet til ufaglærte kvinder, som ellers stod bagerst i køen til arbejdsmarkedet 

Cateringvirksomheden Send Flere Krydderier serverer hver dag mellemøstlig inspireret mad lavet fra bunden. Maden er tilberedt af ufaglærte, minoritetsetniske kvinder, som har haft svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked. 

Hjemmebagt fladbrød og græskarburger er blot to af de ting, som man finder på menukortet (foto: Emily Milligan)

Af: Emily Thorsgaard Milligan & Kristine Boesen

På den Røde Plads i Nørrebrohallen finder du den hyggelige café- og cateringvirksomhed Send Flere Krydderier. Hængeplanter, stearinlys, bænke og god stemning er det første der møder øjet, når man træder ind i den lille café i smørhullet mellem idrætsanlægget og Nørrebro bibliotek. I køkkenet står 6 kvinder af minoritetsetnisk baggrund – i fuld sving med at gøre klar til dagens serveringer. 

På menukortet finder man alt fra paratha til daddelkugler. Retterne koster mellem 35,- og 145,- og hertil kan man tilkøbe drikkevarer som sodavand, øl eller kaffe. 

Kvindernes rolle
Det mangfoldige initiativ blev startet af Indvandrer Kvindecentret i 2013 som en måde at skabe arbejdspladser til minoritetsetniske kvinder langt fra det danske arbejdsmarked. Maden har til formål at afspejle mangfoldigheden i medarbejderskaren og bygger på de traditioner og madkundskaber, som kvinderne har båret med sig fra deres oprindelseslande:

“Kvinderne kommer fra mange forskellige steder og kulturer, så alt det de har lyst til at lave af idéer og forslag, det prøver vi at fuldføre og lave på en professionel måde,” siger Leonora Louisa Dyekjær-Hansen der er udlært kok og har overblikket i køkkenet. 

“Der er jo ingen af kvinderne, som er udlærte, men de er jo virkelig dygtige til at lave mad derhjemme, så vi prøver ligesom at tage deres ideer og det de kan, og gøre det til noget vi kan sælge,” siger Leonora Louisa Dyekjær-Hansen.

Inspiration til retterne
Navnet ’Send Flere Krydderier’ er opstået på baggrund af de kvinder, der kom til Danmark i 1980’erne og 90’erne, og som ofte bad familien i hjemlandet om at sende flere krydderier til Danmark. 

“Det er primært fra kvindernes hjemland, og den mad de laver derhjemme. Så sammensætter jeg det. Så det er primært krydret. Det er ikke klassisk dansk mad og det hele er halal,” siger Leonora Louisa Dyekjær-Hansen.

Man prøver desuden at gå den bæredygtige vej:
“Alt I har fået i dag er for eksempel vegetarisk. Hvis vi bruger kød, så er det økologisk kød, og så er det tilkøb. Som vi lige snakkede om, så er der mange af retterne som måske klassisk er med kød, og så finder vi ud af, hvordan vi laver retterne lige så fyldestgørende og smagsfulde uden kød,” siger Leonora Louisa Dyekjær-Hansen.

Rolige omgivelser møder en, når man træder ind på Send Flere Krydderier. Børnefamilier, studiegrupper og vennegrupper sidder på streetfood-bænkene (foto: Emily Milligan)

Hvad fik vi så at spise?
Vi fik fornøjelsen af at smage SFK’s signatur hummus, som serveres med friske grøntsager, oliven og hjemmebagt arabisk brød. En god, cremet hummus som omdrejningspunkt for retten til omkring 50,-, hvilket levede op til prisen.

Herefter fulgte en lidt atypisk “dagens ret” (65 kr.), som vi selv vurderede måtte være en form for grøntsagslasagne. Den var svær at skære i med den sløve smørkniv, og her kunne man godt mærke at maden nogle gange laves i store mængder i det lille køkken. Den blev serveret med ‘årstidens salat’, som godt kunne trænge til et kærligt kram og en stor skefuld af den cremede hummus. Er bulgur en vinterspise? Det var i givet fald en anelse svært at fornemme, hvorfor netop denne salat skulle afspejle november måned.

Dagens ret og hjemmelavet hummus med grøntsager (foto: Emily Milligan)

Vi fik os dog en på smagsopleveren, da Leonora Louisa Dyekjær-Hansen tilbød os at smage deres grillede græskarburger og friske pita med kikærtedeller på husets regning. 

Den grillede græskarburger med halloumi blev serveret på en hjemmelavet briochebolle med fermenteret kål og chilimarinade. Her var mange spices i spil, og her lever maden i sandhed op til restaurantens eget navn. 

Kikærtedellerne på hjemmebagt pita med friske urter og hummus var et nyt take på den ellers meget klassiske (og måske overused) falafel. Disse var friske og sprøde uden at være søbet ind i fedtstof fra frituregryden. Pluspoint for det. Retten er dog ikke for dig, der hader koriander, men det gør noget rigtig godt for netop denne ret. 

Inden vi fik set os om, havde vi altså slugt fire vegetariske retter i os uden at savne kødet et øjeblik. Du kan roligt slå et smut forbi Send Flere Krydderier, hvad enten du er kaffetrængende, sulten eller bare vil støtte et godt initiativ på en hyggelig café. 

Der drives to spisesteder på Nørrebro i henholdsvis Kulturhuset på Nørre Allé 7 og på Den Røde Plads i Nørrebrohallen.